Rejsen efter Magnus

Tirsdagen gik stille og roligt med tørre bleer, MME og lure for Magnus’ vedkommende. Vi startede stille og roligt med lidt toastbrød og kaffe til morgenmad. Til frokost spiste vi noget osso buko med linser til. Det var ikke det kokken havde tænkt sig at vi skulle have spist, men det var det eneste vi kunne finde i køkkenet – ups.

Det eneste afbrud af dagens faste gøremål, var at vi tog en tur til doktoren om eftermiddagen. Det føltes en smule mere trygt at køre den ukendte vej til lægen i dagslys. Men de store vandpytter var kun blevet større i løbet af nattens regn og torden. Der blev krydset alt hvad der krydses kunne hos Anne og jeg for at bilen klarede turen igennem det våde element, men vores chauffør Michael var ikke bekymret. Vi kom da også igennem. Da vi kom ind i klinikken blev vi ført ind i det lillebitte rum. Magnus’ temperatur blev målt igen. Den var faldet til et normalt leje – vidst nok 36,6 grader. Han blev også forsøgt vejet igen, men skreg og sparkede så nålen på vægten kom aldrig til at stå stille. Efter kort ventetid kom vi ind til den læge vi også havde forsøgt at komme til at se dagen i forvejen – Mrs. Dr. Ogunkoya. Det er den læge der har udarbejdet de lægepapirer vi har på Magnus fra oktober, da det er hende der tilser alle børnene der bliver bortadopteret gennem LIFE Foundation. Hun lyttede på hans lunger – han klarede det noget bedre den dag. Måske på grund af hendes noget mere forsigtige tilgang til ham. Hun målte også temperaturen igen – bare for en sikkerheds skyld. Det skulle hun så nok ikke have gjort. Det resulterede i hvert fald i, at Magnus ladede vandet over hende og en sygeplejerske (strike 2). Hun anbefalede os desuden at fortsætte med MME’en uden andet, indtil videre, så vi kan se at han vokser. Til slut sagde hun, at han nok skulle blive sund og rask – det var noget der kunne bruges i forældrenes ører. Hun foreslog at vi skulle komme igen torsdag omkring klokken 12. Rart at der er nogen der vil tage tiden til at kigge på ham hernede.

Aftenen gik også stille og roligt. Vi spiste mad helt alene. Elvira tog et fly til Abujan der er Nigerias hovedstad og ligger midt i landet, tirsdag morgen så hun var ikke hjemme, og Alain og børnene gik ned på en lokal shawarmabar sammen med de forretningsforbindelser der også havde været på besøg om mandagen.

Da Anne skiftede ham om aftenen inden han skulle have skulle have sin medicin, fik hun også lige en tur med tispistolen (strike 3).

Onsdagen foregik enten alene på vores værelse eller nede i stuen med Alain til en kop eftermiddagskaffe. Regnen stod ned i stride strømme indtil om eftermiddagen og det lynede og tordnede. Alt sammen ligesom det havde gjort det i lørdags, hvor naboen måtte låne en paraply for at komme over vejen. Onsdag aften kom Elvira hjem, og vi spiste middag sammen med hele familien. Det er ikke så ofte det sker at hele familien er samlet. Elvira fortalte at Magnus lignede en der kom fra det sydøstlige hjørne af Nigeria ligesom hende selv og kokken. Det er den stamme der hedder Igbo. Dejligt med en dag, helt tilbagelænet og bare os tre og tid.

I dag, torsdag stod planen på en tur til doktoren igen og hvis vi kunne overskue det, også en tur til Shoprite der er det supermarked der ligger tættest på. Det ligger lige uden for estaten. Vi stod op klokken 8 og lillemanden fik noget at spise. Vi har skåret ned på nattens roderier, så vi kun giver ham mad klokken 04.30 – der vågner Anne alligevel, og såmænd også lillemanden, ofte ved at han skider. Bagefter spiste vi toastbrød og drak kaffe med lillemanden ved siden. Derefter gjorde vi os klar, og Magnus lå på maven på et tæppe og legede. Det gik væsentligt bedre for ham i dag med at holde hovedet oppe, end det har gjort de tidligere dage. Vi havde aftalt at skulle køres derud af Alains chauffør, da Elviras chauffør, Michael var af sted med hende. Så klokken 11.45 gik vi ud af hoveddøren hos familien Salleras, igennem haven, ind ad døren i det firma Alain ejer der ligger i den anden del af bygningen, og op på Alains kontor for at få ham til at finde hans chauffør. Imens vi ventede på chaufføren ringede Elvira til os, og sagde at vi skulle skynde os at pakke alt vores habengut (det var ikke præcist det hun sagde, men alligevel), for hun havde sendt en chauffør af sted for at hente os og køre os til interview hos social director i Lagos state government. Vi kunne ikke bruge Alains chauffør, da han ikke havde brændstof nok på tanken – der er stadigvæk mangel på brændstof i millionbyen Lagos, og køerne til tankstationerne er så lange som øjet rækker. Vi skyndte os tilbage på vores værelse og klædte os om. Magnus i brune shorts fra H&M, hvid bodystocking og solhat, strømperne han havde på fra børnehjemmet og meget små, men alt for store sko. Anne i sin fine kjole i lys rustfarvet satin og jeg i den jakke jeg købte i vinters hos Magasin, cowboybukser og skoene der blev købt, tirsdag den 28/5-09, 14 timer inden take-off i Lyngby. Vi pakkede taskerne om og det bankede på døren. Det var chaufføren der var ankommet. Vi smuttede ned til bilen, jeg som pakæsel, og Anne med Magnus.

Vi ankom til Lagos State Government efter en lille times kørsel. Det er et større område med mange kontorbygninger der alle sammen ligner hinanden og alle sammen er meget gamle. De er malet med den karakteristiske gule farve man finder over alt hernede – for eksempel på busserne og ikke mindst på væggen bag Magnus på det første billede vi fik af ham. Vi kørte ind i det lukkede område igennem nogle metalporte og vores chauffør parkerede bilen. Da bilen holdt stille spurgte han hvem der skulle møde os derude. (Det anede vi ikke). Vi sad og ventede mens han foretog nogle opkald, og efter 5 minutters venten, bankede Utibe på vinduet. Hun ledte os ind i en af de gule bygninger, og ind til Social Directors kontor. Hun var, efter hvad vi har forstået, vendt tilbage i dag efter længere tids ophold i udlandet. De familier der kom hjem kort tid inden vi kom herned havde derfor den tvivlsomme fornøjelse at møde hendes stedfortræder, der ikke var sådan lige til at slippe omkring. Men for vores vedkommende føltes hele ”interviewet” mere som en formalitet end noget andet. Vi blev placeret i nogle stole ved et sofabord og bedt om at udfylde nogle papirer. Papirerne skal bruges ved domstolen når vi deltager i retssagen senere – muligvis i næste uge. Der var vist ikke mange oplysninger vi ikke allerede havde givet, men vi gav dem da gladelig igen. Hun kiggede dem kort igennem, hvorefter hun forbavset spurgte Anne; har du været i Lagos før!? Anne og hende talte en smule frem og tilbage, og så sagde hun ellers farvel.

Vi sagde farvel til Utibe udenfor social directors kontor, og gik derefter mod bilen. Vi satte os i bilen og kørte hjemad igen. Vi spurgte chaufføren om han havde tid til at køre os til lægen, som vi havde sms’et med om muligheden for en senere tid. Det havde han, men han kendte ikke stedet. Vi satsede på at vi kunne dirigere ham. Det lykkedes da også uden andre problemer end kommunikationsproblemer. Vi har stadigvæk svært ved at forstå deres udtale, og de vores. Det sidste stykke ind til lægen, hvor der for et par dage siden var nogle kæmpe vandpytter, var endnu værre på grund af regnen i går. Tilmed kørte vi i en gammel Mercedes der var lavere og ikke 4-hjulstrukket. Det gik da heller ikke anderledes, end at motoren gik i stå midt i vandpytten. Men han fik startet den igen, selvom den lød som om at den havde slugt en hel pyt. Chaufføren fik hjælp af nogle lokale der stod i nærheden, som tilsyneladende kendte vandpytten. Han bakkede et par meter, drejede lidt til venstre, hvorefter bilen hældte cirka 35 grader mod højre og han kørte frem og kom ud af pytten efter 8-10 meter. Puha. Anne var lettet, jeg var lettet og chaufføren var lettet.

Vi gik ind i klinikken og gik nærmest direkte ind for at veje den lille mand. Anne lagde ham selv, meget forsigtigt ned på vægten og Magnus lå mod det kolde plastik uden at kny. Nålen stod på 5 kg – altså 100 gram mere end den aften, for 3 dage siden, hvor vi havde ham med fra børnehjemmet. Vi satte os ud igen og efter kort ventetid fik vi lov at komme ind til Mrs. Dr. Ogunkoya. Hun konstaterede at Magnus var blevet meget mere opmærksom på hans omgivelser, og lyttede igen på hans lunger. De lød som de skulle. Vi aftalte at komme tilbage på næste fredag for at kontrollere at han tager på, og eventuelt for at snakke om at introducere fast føde i hans mad.

Da vi kom ud igen, var vores chauffør ved at tørre måtterne der lå på gulvet i bilen, på bilens tag. Anne var noget nervøs ved tanken om at skulle igennem vandpytten igen, så jeg forsøgte at berolige hende lidt. Jeg nåede dog at tage et par billeder af vandet inden vi steg ind i båden og sejlede af sted. Det gik uden problemer. Mon ikke chaufføren havde fået nogle fif af de lokale mens vi havde været hos lægen, til hvordan han skulle forcere pytten.

Hjemme igen gik vi op på værelset. Anne legede borte-bøh med ham og for første gang reagerede han på det. Han smilede over hele krydderen, og sådan har resten af dagen faktisk været. Anne tog sammen med Alain og Adora i Shoprite for at købe ind til pizza til på søndag og vand – vi var ved at løbe tør. Jeg skiftede ble på Magnus, gav ham mad og legede borte-bøh med ham i en uendelighed. Da Anne var tilbage hyggede vi videre og vi fik endelig talt med Alain om at få fikset vores bruser – vi har badet i strålen fra slangen i en uge nu, men der har været mere vigtige ting at tænke på. Klokken 20.30 var der aftensmad. Forretten bestod af noget salat, hovedretten var noget fisk, kartofler og grøntsagssnask og desserten var ananas. Forretten og desserten var ikke det mest overraskende – det er altid salat til forret og frugt til dessert, men det var stadigvæk rigtig lækkert.

Da vi gik op igen fik vi også lige talt med Elvira om hvordan vi fik tændt for det varme vand på vores badeværelse. Det viste sig bare at være en kontakt på Melissas værelse, der ligger op ad vores, der skulle tændes på. Efter yderligere leg og rengøring af flasker, gav Anne Magnus mad og derefter medicin. Det er ganske enkelt vores faste putteritual i øjeblikket at give Magnus medicin før han skal sove. Men i det mindste har vi da et putteritual!

Da vi havde siddet der, og snakket færdigt, fortalte hun at Magnus var på vej.

Det var hans faste plejer der kom med Magnus. Hende der havde knyttet sig tæt til ham – og ham til hende. Næsten for tæt havde Mrs. Adedoyin sagt. Det var mig der tog ham i armene, da jeg sad tættest på døren. Da plejeren havde givet mig Magnus i armene, var hun næsten ude af døren igen – som om vi næsten ikke havde set hende. Det var tydeligt at hun havde svært ved at skulle sige farvel til ham, men aen henover hovedet og et vink blev det til. Og hun véd jo også at vi er tilbage igen en af de sidste dage inden vi rejser mod det kolde nord, for at sige farvel. Efter noget tid fik Anne Magnus over, og vi også lejlighed til at få stillet et par spørgsmål mere. Hun fortalte at han var ved at få tænder, så han derfor var lidt varm. Vi aftalte at få overdraget de billeder der er blevet taget af ham, mens han har været på børnehjemmet, når vi kommer for at tage afsked.

Vi blev efterladt i lidt tid inden på Mrs. Adedoyins kontor og de andre tilstedeværende (Mrs. Adedoyin, Elvira og Linda som havde været med os fra Elviras kontor inde i byen) sad i en sofa i entreen. Pludselig ringede Mrs. Adedoyins telefon der lå på en hylde på kontoret. Hun fór ind for at tage den. Efter kort tid fik Elvira telefonen. Det viste sig at være en nordmand der havde haft kontakt til en Nigeriansk kvinde som angiveligt skulle have arbejdet på et børnehjem i Lagos i noget tid. De havde aftalt at han skulle sende hende penge til en flybillet så de kunne møde hinanden. Men af en eller anden grund havde han tænkt at han skulle kontrollere rigtigheden af de informationer han havde fået af hende. Da han ikke kunne finde det børnehjem som hun havde omtalt, havde han forsøgt at ringe til alle de børnehjem han kunne finde i Lagos. Elvira kendte heller ikke det børnehjem han nævnte. Hun anbefalede ham at ophæve al kontakt han havde haft, da alt tydede på at han havde været udsat for svindel – et typisk 419 scam. Det var pudsigt at opleve på så tæt hold.

Da vi gjorde tegn til at vi var klar til at tage af sted, opfattede Elvira det straks, og spurgte om vi var ved at være klar. Vi nikkede. Inden længe sad vi ude i bilen. Afskeden med Mrs. Adedoyin var kort med vink og vores chauffør sad i bilen og ventede. Da vi begyndte at køre faldt Magnus til ro og inden længe sov han på mors bryst. Anne oplevede vidst ikke andet på vej til Elviras kontor, end at kigge på Magnus. Jeg vekslede mellem at kigge på ham og på Lagos. Solen var ved at gå ned over byen og solens skær faldt smukt over bygningerne, menneskene, palmerne og vandet. Jeg tror aldrig jeg glemmer den køretur igen. Der var et eller andet magisk over det hele. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad det var for en fantastisk rejse, det lille varmeapparat havde sendt os ud på – den mest fantastiske rejse jeg nogensinde har været på, under fremmede himmelstrøg.

Da vi nåede bygningen hvor Elviras kontor ligger steg Elvira og Linda ud af bilen. Elvira skulle lige op og ordne et par småting og hente hendes taske og de bøger hun købte om formiddagen. Michael parkerede bilen og steg ud for at aflevere nogle cd’er til nogle af vagterne ved bygningen (han har vidst en lille sidegeschäft som pladepusher). Elvira var nede igen efter 20 minutter. Derefter vendte vi bilen mod Salleras house og efter noget tid var vi hjemme. På vej hjem talte vi med Elvira om at Magnus virkede sløj og ret varm i nakken. Hun var enig med os, og foreslog at vi tog en tur til doktoren sammen med chaufføren.

Da vi kom hjem omkring klokken 7 sad Alain sad med nogle af hans bekendte i stuen, så vi gik direkte op på vores værelse. Vi forsøgte at give ham noget mad og vand. Han var ikke meget for maden, der var en anden end den han var vant til fra børnehjemmet, da de har haft givet ham noget med mælk i, på trods af at han efter alt at dømme er laktoseintolerant – det er endda nævnt i hans lægepapirer fra oktober. Men vandet gik ned uden problemer. Det lille varmeapparat svedte som et svin (!) eller også var det hans forældre når de holdt ham, så det var godt at han ville drikke. Efter vi havde forsøgt at give ham mad, fik han en tør ble på. Vi målte hans temperatur til 38,8 grader. Anne gik ned for at bede om noget aftensmad inden vi skulle ud til lægen, som Elvira havde foreslået. Det havde kokken allerede sørget for. Da Anne kom op på værelset igen var der tyndskid over det hele. Alt det Magnus havde drukket var gået lige igennem ham, bleen, mine bukser og ud i sofaen… Godt den var dækket til. Vi fik hurtigt ordnet det og gik ned for at spise. Elvira havde haft kontakt til lægen via sms og fået at vide at hun var i kirke, men ville komme ned på klinikken for at møde os bagefter. Vi skyndte os at spise og Magnus hilste på alle de besøgende i huset, mens han sad hos Anne i vores slynge.

Turen ud til lægen gik hurtigt, selvom vi indimellem holdt vejret da vi kørte igennem nogle ret dybe vandpytter. Enkelte steder var vi meget glade for at dørene sluttede tæt. Hos lægen var hende som Elvira havde sms’et med, ikke tilstede, og vi kunne ikke få fat i hende på mobilen. Vi kom til med det samme, da der ikke var andre end os. Først blev vi ledt ind i et lille rum på 1 x 1 meter hvor Magnus’ temperatur blev målt og han blev vejet af en sygeplejerske: 38 grader og 4,9 kg. Han var ikke glad for at en fremmed kvinde skulle pille ved ham og skreg i vilden sky over at skulle ligge i en kold plastikbakke uden at nogen rørte ham, for at blive vejet. Hans ansigtsudtryk var afsindigt. Hans øjenbryn der normalt passer fint over hans øjne i en halvcirkel, blev forvandlet til trekantede tingester – når Magnus er utilfreds, så er man ikke i tvivl. Han faldt til gengæld hurtigt til ro igen i vores arme – det var rart at opleve at han allerede foretrak os. Bagefter blev vi ledt ind til en læge der udspurgte os om hans sygdomsforløb indtil videre og hvad han fik at spise. Kommunikationen imellem lægen og os var ikke så god, så han var noget tid om at forstå at vi først havde fået ham med fra børnehjemmet i dag, og var også længe om at forstå at vi ikke kunne give ham de vigtige informationer. Vi havde det også svært med at vide at vi ikke kunne give ham dem. Da vi besøgte Magnus i torsdags, havde vi begge haft på fornemmelsen at han var lidt sløj, og fredag og lørdag havde det virket som om det havde tiltaget. Det var godt at vi fik ham med mandag. Lægen lyttede på hans lunger og konstaterede at han havde en mindre lungebetændelse. Efter at have udredt hans helbredstilstand i håndskrift over halvanden A4 ark og vi havde snakket om hvad vi skulle give Magnus at spise, ordinerede han os medicin for malaria, lungebetændelse og hoste. Han fik det første af medicinen på klinikken under voldsomme skrig og skrål – hans krop var spændt som en flitsbue. På trods af den gensidigt svære forståelse af hinandens dialekt, fik vi gode instrukser i hvordan og hvornår han skulle have medicinen, af lægen og sygeplejersken. Det var pudsigt at opleve at alt blev skrevet i hånden. Vi befandt os i en flot klinik, både indvendigt og udvendigt, med air condition og veluddannet personale. Inden vi gik, betalte vi for medicinen, mens lægebesøget var gratis (vidst nok noget de gør for adoptanter).

Da vi kom hjem sad gæsterne og spiste, så vi gik op på værelset. Her gik tiden indtil klokken 23 med bleskift, lidt leg med den rangle som vi har haft med til ham på børnehjemmet hver gang vi har været der og forsøg på at made ham med modermælkserstatning (MME). Det var ikke helt ligetil at få ham til at spise, men lidt kom der da ned. Drikke ville han stadigvæk gerne. Da klokken var 23 gav vi ham hans medicin – eller Anne gjorde – jeg har ikke modet til at tvinge det i ham, endnu.

Herefter knaldede vi alle brikker – det havde været en hård eftermiddag og aften for os alle. Vi satte uret til klokken 02, for at kunne give ham mad og drikke igen. Da uret ringede var både Magnus og jeg meget omtumlede – det er ikke sikkert at han har været vant til at få mad om natten på børnehjemmet, og jeg er i hvert fald ikke vant til at være vågen med 3-timers interval. Men Anne derimod, gjorde klar til MME og gav det et ihærdigt forsøg. Der kom da også en smule ned, men meget var det ikke for de bekymrede forældre. Vandet virkede stadigvæk. Uret blev sat til 05.30 og alle lukkede øjnene i. Jeg nåede knap at vågne 05.30 før Anne havde fået noget mad i ham. Det viste sig at han var noget gladere for at blive flasket på den flaske vi ved held havde fået med fra børnehjemmet. Den skal han nemlig ikke sutte på, det løber selv ud. I fremtiden skal vi nok have ham over på en anden flaske uden megahul, så han ikke får det galt i halsen, men lige nu skal han bare have noget at spise. Uret blev sat til 9.00 og to af os knaldede igen brikker. Jeg behøver vel ikke at fortælle hvem det var der var lysvågen, vel?

I søndags, hvor vi ikke havde mulighed for at besøge Magnus, endsige vide hvordan han havde det, var der en tanke der strejfede mig et par gange. Da vi for år tilbage var i fertilitetsbehandling og igang med et reagensglasforsøg skulle de æg der var blevet taget ud, udvikle sig i et reagensglas. Det gjorde de over et par døgn. Derfor var der en HEL dag hvor vi bare kunne sidde derhjemme og vente. Men det var da ikke anderledes end at vi kunne ringe til klinikken og få at vide hvordan æggende havde det. Og her sad vi nu langt væk hjemmefra, med Magnus få kilometer borte, og anede ikke hvordan han havde det, eller hvad han lavede.