Den sidste vej mod lufthavnen blev tilbagelagt med lidt knuder i maven. Vi glæder os afsindigt meget til at komme hjem til alle, og samtidigt er det mærkeligt at forlade det land som vi kun lige har lært at kende og holde af.

Immigration check med videre gik uden problemer. Flyet letter først om nogle timer, så der blev lige tid til at hoppe på det trådløse netværk herude.

Det ser virkelig ud til at vi kommer hjem torsdag morgen.

Vi var ved at løbe tør for Nairas, så vi startede med at køre hen for at veksle penge ved Federal Palace hotel. Derefter kørte vi forbi en butik (Colours of Africa) der efter Alains udsagn skulle have forskellige afrikanske ting af højere kvalitet end hvad man kan finde på markederne. Vi fandt dog ikke meget vi var interesserede i, og det vi fandt, var enten ekstremt dyrt eller for stort til kufferten. I Goodies fandt vi det vi skulle bruge til lagkagerne og lidt mere til. Derefter kørte vi hjemad. Da vi kørte omkring Bar Beach tæt ved Eko hotel på Victoria Island spurgte Michael om vi ville ud og kigge på vandet. Hvorfor ikke tænkte vi, og han parkerede bilen. Bølgerne var enorme og lyden skøn. Vi kiggede ud på skibene der lå for anker uden for Lagos Port og ventede i kø på at kunne komme ind i havnen. Vi kiggede over på Tarkwa Bay beach som vi besøgte kort for snart to, eller er det 3, uger siden. Tiden hernede spiller os et puds.

Da vi kom hjem igen, gik vi alle 3 i køkkenet. Melissa var ude at spise en sen frokost med nogle venner, så at vi lavede lagkage til hende blev en overraskelse. Vi blev skarpt fulgt af Adora og hendes kusine Goz’s øjne mens vi (læs Anne. Jeg sad med Magnus) kokkererede lagkagebunde og kagecreme. Mens det kølede af puttede vi Magnus. Så gik vi ned og piskede flødeskum og smeltede chokolade. Derefter lagde vi lagkagerne sammen. En med chokolade vendt i flødeskum og en med jordbær, kagecreme og flødeskum. Da vi var næsten færdige, kom Melissa ind ad døren, og så noget overrasket ud over kagerne.

Om aftenen blev lagkagerne spist til dessert til alle ganers nydelse. Ok, bortset lige fra kokken Isaya’s (eller the bushman som Alain kalder alle Nigerianere i flæng). Det var for sødt til ham. Vi havde lavet ”lidt” mere end nødvendigt, så næsten halvdelen blev sat i køleskabet til dagen efter. Melissa og Rositta spurgte ind til opskriften som vi lovede at skrive ned til dem – hvilket minder mig om, at jeg hellere må få oversat vores opskrift… Men der er vist heller ikke så meget mere at skrive om fredag:)

Det viste sig at vi skulle komme til at vente længe, for skrædderen ringede først klokken 16.15 om at hun var på vej. Hun var fremme 16.45 – midt i Magnus’ måltid på flaske, lige inden han skulle sove. Det er lidt irriterende at det er så svært at planlægge noget så simpelt som hvornår han skal spise, fordi Nigerianerne ikke kan finde ud af at lave faste aftaler. Men frem nåede hun, og tøjet passede som det skulle. Det er ikke det hele der er lige pænt, men for den pris er det udmærket.

Da klokken var næsten 18 og Chinasa endnu ikke havde givet lyd fra sig, ringede vi til hende. Hun kunne fortælle at hun havde fået at vide at vores pas ville være klar mandag, og snuskebassens det tirsdag. Det piblede frem fra øjenkrogen da vi havde lagt røret på, og set hinanden i øjnene – et skridt nærmere.

Magnus sov ikke – men skrige det kunne han. Fra omkring 17 til vi sad nede ad vejen og spiste suya, skreg han i vilden sky hvert cirka tiende minut i nogle minutters varighed, og intet hjalp. Da vi havde rejst os fra bordet og næsten var på vej hjemad med skrigedyret, faldt han til ro, og snart derefter sov han. Puha. Vi ved godt at det ikke er sidste gang at vi kommer til at opleve ham sådan, men det her var første gang af den kaliber, og i hvert fald jeg, må indrømme at det var hårdt at se ham så ked af det.

Hjemme igen tog vi en kop kaffe og chokolade sammen med Alain. Mændene tog også en god skvis whisky. Lidt for god, for jeg vågnede dagen efter med hovedpine. Bagefter var det på hovedet i seng.

Vi har tidligere sagt at vi ikke var sikre på hvor mange vi orkede at se i lufthavnen, men som det er nu, så er alle velkomne – der er absolut ingen tvang, men vi kunne godt forestille os, at der er nogen der gerne se os derude.

Vi tager herfra onsdag d. 3. juni kl  22:10  med flynummer LH 565. Vi lander i Frankfurt 4. juni kl 5:20 og vi flyver så fra Frankfurt kl 8:05 med flynummer LH3070 og lander i København kl 9:25.

Vi glæder os til at se jer alle  – I er alle savnet rigtig meget.

Chinasa skulle være her klokken 6:45, og vi var klar før hun var her. Det er nu utroligt hvor nem og samarbejdsvillig Magnus er. Af sted gik det i morgentrafikken, som dog ikke var særlig slem denne dag.  Vi ankom til paskontoret klokken 7:30 og ventede i bilen, indtil vi kunne komme ind. Klokken lidt i 8 blev portene lukket op og folk myldrede ind – vi var ikke de eneste. For alle der var fremmødt var der nu morgenbøn. Først med en morgensang, så en prædiken og så bøn, først for de kristne og efterfølgende for muslimerne – utrolig dejligt at opleve, at der kan være så stor en forståelse for hinandens religion og sameksistens. Efter endt bøn blev vi ledt gennem stier og gårdhaver hen til et andet sted vi skulle sidde og vente på at vi blev kaldt ind. En mand kom frem mellem tremmerne der var rundt om alle bygninger, så uvedkommende ikke kunne komme til. Han havde en stak sager i hånden og begyndte at råbe navnene op. Da han kom til os, kiggede han bare på os, og vinkede os frem – han skulle vidst ikke forsøge at udtale Knudsen foran så mange mennesker.  Vi kom ind bag de magiske tremmer – nu var vi sikre på at komme til i dag.

Vi kom ind i et ret lille rum, som gjorde det ud for både venteværelse og kontor. Langs væggene var der stole. Der var i alt 18 siddepladser, fordelt med stole der sad sammen 3 og 3. På de fleste af dem sad der 4, så vi har vel været 20 voksne og 20 børn. I det ene hjørne sad manden der havde kaldt os ind og ved siden af ham var endnu et bord sat op. Det var der man skulle om bagved, når pasfotoet skulle tages. På væggen bag stolen til fotosessionen havde man bare undladt at male – så var der jo en grå baggrund til pasfotoet. Der var varmt og rigtig meget larm fra børn og de voksne der skulle diskutere hvordan det hele skulle foregå. Det virkede meget kaotisk – men Magnus var sulten, så vi havde fokus på ham og fik lavet en flaske til ham, som han spiste med velbehag. Efter en time blev det for meget for lillemanden. Nu gad han ikke den larm og den varme, sveden løb af ham. Hans forældre sad og tænkte på en tur i den dejlige swimmingpool, som de var blevet snydt for dagen før. Magnus stak i et skrig som nu kun Magnus kan og lige pludselig skete der en hel masse i det lille rum og alle skulle skifte plads. Vi kom til at sidde lige ved skrivebordet ved siden af manden der havde alle sagerne liggende. Og efter os kom så de andre små børn i lokalet, og derefter de større børn – så tak til Magnus for at skrige på det helt rigtige tidspunkt. 15 minutter efter var det vores tur til at få taget billedet. Mor satte ham op på stolen, og han kunne sidde selv med kun lidt støtte fra mor, og billedet blev taget. Så kom der lige en dame, der mente at billedet ville blive meget bedre hvis hun holdt ham, men det gjorde det ikke. Hun kunne slet ikke holde ham. Han væltede rundt og billedet blev af Magnus der ligger vandret i luften. Så det blev det første forsøg der blev anvendt. Derefter blev der printet nogle papirer som Chinasa tog sig af og vi forsøgte at komme ud af rummet uden at træde på nogen af alle de børn der myldrede rundt på gulvet. Og så var det næsten hjemas. Lige bortset fra at Chinasa i første omgang lige skulle ordne noget og selv ville finde hen til kontoret. Da vi havde kørt i 5 minutter ringede hun og bad os om at samle hende op ved paskontoret igen. Hun skulle gerne hurtigt hen til kontoret, så hun kunne få ordnet vores pas, for som vi skrev, skulle vi have forlænget vores opholdtilladelse som er stemplet i vores pas. Udgiften for at få fornyet opholdstilladelsen kommer til at koste os 15.000 Naira ~ 600 DKR og så må vi se hvornår vores pas er klar. I værste fald bliver det dem vi kommer til at vente på for at kunne rejse hjem.

Da vi havde siddet 10 minutter i en go-slow uden at flytte os, tæt på LIFE kontoret smuttede Chinasa ud og gik resten af vejen – det ville gå hurtigere. Da hun var gået foreslog vores chauffør, at vi lige kiggede på de ting de sælger ved EKO Hotel. Han mente at det var en god idé – om ikke andet så for at have nogle priser at sammenligne med, når vi skal på Lekki marked igen for at ”handle ind”. Da det var lige på vejen, ja, så gjorde vi det. Vi købte ingenting – syntes det var noget dyre end det vi havde set på markedet. Og jeg syntes det lignede det der var hernede, da jeg 5 år gammel. Nogle af de ting der blev falbudt, så jeg ikke nogen steder, da jeg var her for ti år siden.

Hjemme igen spiste vi frokost og lillemanden tog en lur. Bagefter tog vi en tur i swimmingpoolen og en lur mere inden aftensmaden. Swimmingpoolen var rar, men ikke så sjov i dag. Vandet var vist lidt koldere end sidst og måske var det derfor Magnus ikke syntes det var så behageligt – det kan også være at han var helt udmattet efter at have været på paskontoret. Han formåede dog at finde ud af hvordan man meget effektivt sprøjter vand i hovedet på mor og far: Armen strækkes helt op og føres så med fuld fart ned i vandet – at vandet så rammer en selv er mindre heldigt, men der arbejdes på at udvikle teknikken.

Efter maden var der fodbold og tænk sig, det har gjort noget ved Søren at blive far. For det blev til fodboldskiggeri for både far og søn – en noget overrasket mor, så med fra sidelinjen.  Det var så dejligt at få lov til at være en del af familien der samlede sig foran fjernsynet. På gulvet lå husets teenager og lavede lektier, i sofaen sad to fædre, hver med en søn skødet, på en puf sad en anden søn og på en barnestol sad husets lille pige. Det gav et lille, men enormt dejligt indblik i, hvordan det bliver at være en familie (vi behøver ikke sige at vi glæder os til at komme hjem, vel?). Selv kokken var med. Inden kampen startede var der blevet indgået væddemål om kampens udfald – og kokken fik vidst lidt ekstra til sit bryllup, som er på lørdag d. 6. juni. Et lille beskedent et, ifølge kokken – der er kun 500 indbudte. Jeg fortalte at vi til vores bryllup havde inviteret 45, men at det i Danmark var et stort bryllup hvis der var over 120. Det fandt han vældig morsomt.

Klokken 21:30 blev prinsen lagt i seng og hurtigt derefter blev det også mor og fars tur til at sove – det eneste der bekymrede os da, var om alt ville falde på plads til afrejse på den efterfølgende onsdag. Det havde været en lang dag – en dag som vi havde ventet meget spændt på – hvorfor det er sådan, er vi ikke rigtigt klar over, da der jo ikke er noget juridisk – men det er ligesom det sidste inden vi kan vende næsen hjemad, os 3 sammen. Jo tættere vi kommer på afrejse, jo mere begynder vi også at indstille os på netop den dag – måske det også havde noget at sige.

Til frokost fik vi noget kartoffel i hakket oksekød. I sig selv måske ikke så slemt, men det hakkede oksekød hernede har en spøgs bismag, så vi valgte at gå på den kinesiske restaurant om hjørnet når Magnus vågnede igen fra hans middagslur.

Efter frokosten gik vi hjem igen for at klæde om til at tage en dukkert i poolen hos Sharon. Men da vi kom derned var det desværre umuligt, da de netop havde hældt et kemikaliemiks i.

Da Chinasa endnu ikke havde ringet da vi kom tilbage fra Sharons house, forsøgte vi at ringe til hende igen. Det viste sig at være en god idé, for hun var løbet tør for kredit på sin telefon. Hun kunne nu fortælle at vi skulle tage af sted til paskontoret onsdag morgen klokken 7.00. Hun bad os om at arrangere kørsel fra hendes bopæl 6.30, således at vi kunne blive samlet op efterfølgende – hun havde jo ingen kredit. Vi ringede da bare til Mr. Moshood der er Elviras kontaktperson når det gælder kørsel. Han havde ikke selv tid, men ville sende en af hans chauffører.

Om aftenen ved middagsbordet spørger Alain os om hvornår vores visa-stempel fra lufthavnen udløber. Fuck tænker vi begge – vi havde svedt det ud, for vi havde godt tænkt da vi stod i lufthavnen at vi skulle nævne det for Elvira: da vi blev spurgt i lufthavnen om hvor lang tid vi regnede med at opholde os i Nigeria, svarede vi 4-8 uger hvorefter manden der havde spurgt os, gav os 1 måneds opholdstilladelse. Og det havde vi fuldstændig glemt. Så et godt råd til andre der skal igennem lufthavnen i Lagos er at sige ”2½ months”. Vores visa fra ambassaden i Stokholm rækker i 90 dage, så det er fuldstændig uproblematisk at svare 2½ måned. Da vi alligevel skulle mødes med Chinasa onsdag morgen, kunne vi ligeså godt vente med at gøre noget ved visa-stemplet før.

Lidt stressede over netop at have fået at vide at vi kunne komme på paskontoret, så det ville være muligt at nå det vi fly vi har billetter til onsdag den 3. juni, og samtidigt, at vi måske ikke ville være i stand til at komme igennem lufthavnen, gik vi i seng og forsøgte at sove. Magnus giver os heldigvis en del at lave, så den naturlige træthed hjalp os i søvn.

Da Elvira skulle rejse til Paris om tirsdagen var mandag aften lidt af en afskedsaften. Vi havde besluttet at vi ville forære de gaver vi havde medbragt til Elvira og Alain til dem denne aften, da Elvira efter planen først vil være tilbage dagen før vi skal rejse, og planer ikke altid ender med at blive til virkelighed hernede. Elvira fandt også en wrapper frem til os, som hun havde haft planlagt at give os i noget tid. Der var også lige et par praktiske detaljer der blev vendt med hende. Til aften fik vi friske hele rejer til forret, krabber i ingefær- og hvidløgsmarinade til hovedret, og papaja til dessert. Vi sluttede af med kaffe inden vi gik hver til sit. Natten var til at holde ud – airconditionen kørte som den skulle.

Fremme ved poolen hoppede mor først i det lave vand. Hun tog derefter imod Magnus. Han virkede en smule beklemt ved situationen – men hvem ville mon ikke være det første gang. Så hoppede far i. Med to velkendte mennesker omkring ham virkede han mere tryg, og vi begyndte langsomt at sænke ham i vandet. Vandet var heldigvis ret varmt den dag, så han var positiv overfor det. Efter kort tid havde han hele kroppen nede, og så ud til at nyde det. Vi nød det også. Vi legede lidt med en bold og noget af hans plastiklegetøj og han slappede mere og mere af. Efter noget tid begyndte han at virke kold, så mor og søn satte sig op for at få varmen. Far svømmede et par ”baner” i den lille pøl. Der blev også taget et par billeder. Vi hoppede alle i igen og legede lidt videre. Da vi havde været der i omkring en time, var det tid for varmeapparatet, eller skal vi sige vanddunken til at traske hjem igen – han havde slugt en hel del vand, og lød hul når man slog forsigtigt på hans mave (ikke ulig lyden der kommer når den er fyldt med MME).

Da vi kom hjem var Magnus træt, så han blev puttet efter at være blevet skyllet ren for klor. Lidt i seks tog familien i kirke, så vi var igen alene og uden strøm. Da de kom tilbage, begyndte Elvira, Melissa og Rositta at tilberede mad til os alle i mørke. Strømmen var stadigvæk ikke kommet tilbage, og Alain kunne fortælle os at generatoren var i stykker, så han havde kontaktet mekanikeren. Vi spiste aftensmaden i stearinlysenes skær. Mekanikeren dukkede op senere på aftenen, men kunne ikke finde problemet, så natten tilbragte vi badet i sved.

Planen for i dag var at vi skulle ud at besøge et børnehjem sammen med Elviras veninde Jennifer. Vi talte for nogle dage siden med Elvira om, at det ikke havde virket som om at børnehjemmet hvor Magnus kommer fra, havde været særligt glade for at modtage de ting vi havde doneret til dem, og at vi stadigvæk havde nogle ting tilbage. Hun foreslog at donere det til et børnehjem der ligger i udkanten af Lagos, som der ikke modtager så mange donationer, på grund af den forholdsvist lange vej derud. Og så kom hun i tanke om Jennifer, der havde planlagt at skulle ud på netop det børnehjem denne lørdag, for at holde en lille fest for børnene. Men eftersom Magnus havde fået nogle knopper i hovedbunden og på panden som lignede skoldkopper mistænkeligt meget fredag aften, så tænkte vi, at børnehjemmet måske ikke ville blev så begejstrede over netop denne mulige donation. Vi besluttede derfor at det kun var mig der skulle tage derud for at også jeg fik chancen for at opleve den del Lagos, som Anne jo har oplevet da hun besøgte Lagos for en halv snes år siden.

Jeg blev hentet af Jennifer og hendes ene veninde omkring 11.30. Elviras chauffør Michael skulle køre os derud. På vejen skulle vi tanke op, købe en kage, hente 40 portioner ris og kylling og samle 2 personer yderligere op. Vi kørte af sted i Jennifers almindelige 5 dørs personbil. På vej derud holdt vi i store dele af tiden i kø på Lagos-Badagry Road, og da vi skulle have drejet fra vejen ved et bus-stop, kørte vi på grund af dårlig beskrivelse af ruten for langt, hvilket resulterede i to U-vendinger på den store vej. Den sidste af U-vendingerne kostede 50 Naira – to unge mænd havde fundet ud af at lave en forretning ud af at lægge brædder over rendestenen i midten af hovedvejen, sådan at bilerne kunne lave U-vendinger inden den rigtige U-vending, og dermed spare måske 5 minutter i køen. De havde et sømbræt liggende henover brædderne som blev fjernet ved betaling. Ret smart fundet på, efter min mening:) Efter at have krydset Lagos i hvad der føltes som et par gange, nåede vi endelig frem til børnehjemmet Compassionate Outreach Orphanage omkring klokken 4.

Børnehjemmet ligger på en bred grusvej i en lille flække i udkanten af Lagos, hvor bebyggelserne er adskilt af primært palmeskov og græs. Det er dog ikke ligefrem landlige omgivelser – så langt ude er det heller ikke. Da vi kommer ind igennem porten er der ingen børn. Et par af de ansatte hilser på os og byder os velkommen. Foran huset er der en lille legeplads med et par gynger og sådan en man kan sidde 4 børn på og dreje rundt om en centerpind. Tingene ser noget rustne ud, men bliver sikkert stadigvæk brugt. Børnene har vist fået besked på at holde sig tilbage, for lidt forsigtigt kommer der et par stykker frem fra højre side af huset. De virker glade for at se os. Vi pakker alle vores ting ud af bilen og går sammen med de andre om bag huset hvor der er lidt flere børn. Langsomt myldrer det stille og roligt ud med børn. Efter 10 minutter må vi have været fuldtallige – altså omkring 10 voksne og 30 børn. Børnene er spredt i alder fra 1½ til 15 år. De ældre tager sig tilsyneladende lidt af de yngre. Næsten alle børnene er glade og lader til at have set frem til dagen. En lille pige på vej mod de 2 år, er bange og nysgerrig over for mig – mon ikke jeg er det første hvide menneske hun har set. Børnehjemmet arbejder ikke med international adoption, så det er nok meget sjældent at der kommer hvide på disse kanter. Hun kom aldrig tættere på mig end en meters afstand. Andre af børnene var næsten ikke til at slippe igen. Jeg ved ikke om de tænkte at hvis de nu bare blev hængende ved mig, så tog jeg dem nok med, men tanken var ikke til at undslippe.

Vi startede med at puste balloner op og delte derefter maden ud til alle. Så blev der madro. Bestikket var af plastik, men lyttede man godt efter, hørte man lyden af 30 gnaskende børn. Herefter legede børnene stoledans og vi sluttede eftermiddagen af med den medbragte kage. Vi vinkede farvel til børnene og gik mod bilen.

Vejen hjem gik lidt hurtigere. Vi tankede igen og fik også lige en 50 Liters dunk diesel med til generatoren. På vejen hjem gik solen ned i vest, og trak lange skygger. Da vi nåede hjem, var det bælgmørkt.

Anne sad og hyggede med en bog på værelset da jeg kom indenfor. Lilleputten sov allerede, så det var en slukøret Søren der sagde hej til sin søn. Det bliver jo nok ikke sidste gang, desværre. Det havde været en hård dag uden strøm – også Salleras house var løbet tør for diesel.  Uden aircondition bliver der hurtigt varmt og fugtigt, så både Anne og Lilleputten var noget udkørte. Elvira var også kommet hjem. Vi spiste sammen med hele familien og sluttede af med noget kaffe inden også vi dejsede om i sengen.

Her er et kort over Lagos med indikationer af nogle af alle de steder vi har besøgt. Det kan være at nogle fremtidige adoptanter vil finde det interessant at kigge på.

View Lagos in a larger map

Det var ret hyggeligt at sidde der i bælgmørke og spise suya. Palmerne svajede i den friske vind fra havet og omkring os var der sagte mumlen fra de andre borde. På floden sejlede en restaurant-båd forbi og himlen var for en gang skyld ikke fyldt af skyer, men af stjerner, natfly og satellitter. Lugten fra grillen spredte sig imellem bordene der var plantet tilfældigt i den halvsandede jord.

Suya er for resten en Nigeriansk form for grillmad. Man kan få kylling og oksekød, begge på spyd. Spyddene er vendt i et kraftigt krydderi. Det bliver serveret med rå løg – det er sjældent man oplever at løg dulmer det stærke i munden, men denne aften smagte løgene helt sødt. Vi drak den lokale øl Star til, og ungerne fik sodavand. Til ”dessert” fik vi grillede kyllingekråser (engelsk: gizzard, fransk: gésier). Vi tog kaffen hjemme sammen med Alain og spiste det sidste chokolade vi havde medbragt fra Danmark.