Rejsen efter Magnus

Da vi havde siddet der, og snakket færdigt, fortalte hun at Magnus var på vej.

Det var hans faste plejer der kom med Magnus. Hende der havde knyttet sig tæt til ham – og ham til hende. Næsten for tæt havde Mrs. Adedoyin sagt. Det var mig der tog ham i armene, da jeg sad tættest på døren. Da plejeren havde givet mig Magnus i armene, var hun næsten ude af døren igen – som om vi næsten ikke havde set hende. Det var tydeligt at hun havde svært ved at skulle sige farvel til ham, men aen henover hovedet og et vink blev det til. Og hun véd jo også at vi er tilbage igen en af de sidste dage inden vi rejser mod det kolde nord, for at sige farvel. Efter noget tid fik Anne Magnus over, og vi også lejlighed til at få stillet et par spørgsmål mere. Hun fortalte at han var ved at få tænder, så han derfor var lidt varm. Vi aftalte at få overdraget de billeder der er blevet taget af ham, mens han har været på børnehjemmet, når vi kommer for at tage afsked.

Vi blev efterladt i lidt tid inden på Mrs. Adedoyins kontor og de andre tilstedeværende (Mrs. Adedoyin, Elvira og Linda som havde været med os fra Elviras kontor inde i byen) sad i en sofa i entreen. Pludselig ringede Mrs. Adedoyins telefon der lå på en hylde på kontoret. Hun fór ind for at tage den. Efter kort tid fik Elvira telefonen. Det viste sig at være en nordmand der havde haft kontakt til en Nigeriansk kvinde som angiveligt skulle have arbejdet på et børnehjem i Lagos i noget tid. De havde aftalt at han skulle sende hende penge til en flybillet så de kunne møde hinanden. Men af en eller anden grund havde han tænkt at han skulle kontrollere rigtigheden af de informationer han havde fået af hende. Da han ikke kunne finde det børnehjem som hun havde omtalt, havde han forsøgt at ringe til alle de børnehjem han kunne finde i Lagos. Elvira kendte heller ikke det børnehjem han nævnte. Hun anbefalede ham at ophæve al kontakt han havde haft, da alt tydede på at han havde været udsat for svindel – et typisk 419 scam. Det var pudsigt at opleve på så tæt hold.

Da vi gjorde tegn til at vi var klar til at tage af sted, opfattede Elvira det straks, og spurgte om vi var ved at være klar. Vi nikkede. Inden længe sad vi ude i bilen. Afskeden med Mrs. Adedoyin var kort med vink og vores chauffør sad i bilen og ventede. Da vi begyndte at køre faldt Magnus til ro og inden længe sov han på mors bryst. Anne oplevede vidst ikke andet på vej til Elviras kontor, end at kigge på Magnus. Jeg vekslede mellem at kigge på ham og på Lagos. Solen var ved at gå ned over byen og solens skær faldt smukt over bygningerne, menneskene, palmerne og vandet. Jeg tror aldrig jeg glemmer den køretur igen. Der var et eller andet magisk over det hele. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad det var for en fantastisk rejse, det lille varmeapparat havde sendt os ud på – den mest fantastiske rejse jeg nogensinde har været på, under fremmede himmelstrøg.

Da vi nåede bygningen hvor Elviras kontor ligger steg Elvira og Linda ud af bilen. Elvira skulle lige op og ordne et par småting og hente hendes taske og de bøger hun købte om formiddagen. Michael parkerede bilen og steg ud for at aflevere nogle cd’er til nogle af vagterne ved bygningen (han har vidst en lille sidegeschäft som pladepusher). Elvira var nede igen efter 20 minutter. Derefter vendte vi bilen mod Salleras house og efter noget tid var vi hjemme. På vej hjem talte vi med Elvira om at Magnus virkede sløj og ret varm i nakken. Hun var enig med os, og foreslog at vi tog en tur til doktoren sammen med chaufføren.

Da vi kom hjem omkring klokken 7 sad Alain sad med nogle af hans bekendte i stuen, så vi gik direkte op på vores værelse. Vi forsøgte at give ham noget mad og vand. Han var ikke meget for maden, der var en anden end den han var vant til fra børnehjemmet, da de har haft givet ham noget med mælk i, på trods af at han efter alt at dømme er laktoseintolerant – det er endda nævnt i hans lægepapirer fra oktober. Men vandet gik ned uden problemer. Det lille varmeapparat svedte som et svin (!) eller også var det hans forældre når de holdt ham, så det var godt at han ville drikke. Efter vi havde forsøgt at give ham mad, fik han en tør ble på. Vi målte hans temperatur til 38,8 grader. Anne gik ned for at bede om noget aftensmad inden vi skulle ud til lægen, som Elvira havde foreslået. Det havde kokken allerede sørget for. Da Anne kom op på værelset igen var der tyndskid over det hele. Alt det Magnus havde drukket var gået lige igennem ham, bleen, mine bukser og ud i sofaen… Godt den var dækket til. Vi fik hurtigt ordnet det og gik ned for at spise. Elvira havde haft kontakt til lægen via sms og fået at vide at hun var i kirke, men ville komme ned på klinikken for at møde os bagefter. Vi skyndte os at spise og Magnus hilste på alle de besøgende i huset, mens han sad hos Anne i vores slynge.

Turen ud til lægen gik hurtigt, selvom vi indimellem holdt vejret da vi kørte igennem nogle ret dybe vandpytter. Enkelte steder var vi meget glade for at dørene sluttede tæt. Hos lægen var hende som Elvira havde sms’et med, ikke tilstede, og vi kunne ikke få fat i hende på mobilen. Vi kom til med det samme, da der ikke var andre end os. Først blev vi ledt ind i et lille rum på 1 x 1 meter hvor Magnus’ temperatur blev målt og han blev vejet af en sygeplejerske: 38 grader og 4,9 kg. Han var ikke glad for at en fremmed kvinde skulle pille ved ham og skreg i vilden sky over at skulle ligge i en kold plastikbakke uden at nogen rørte ham, for at blive vejet. Hans ansigtsudtryk var afsindigt. Hans øjenbryn der normalt passer fint over hans øjne i en halvcirkel, blev forvandlet til trekantede tingester – når Magnus er utilfreds, så er man ikke i tvivl. Han faldt til gengæld hurtigt til ro igen i vores arme – det var rart at opleve at han allerede foretrak os. Bagefter blev vi ledt ind til en læge der udspurgte os om hans sygdomsforløb indtil videre og hvad han fik at spise. Kommunikationen imellem lægen og os var ikke så god, så han var noget tid om at forstå at vi først havde fået ham med fra børnehjemmet i dag, og var også længe om at forstå at vi ikke kunne give ham de vigtige informationer. Vi havde det også svært med at vide at vi ikke kunne give ham dem. Da vi besøgte Magnus i torsdags, havde vi begge haft på fornemmelsen at han var lidt sløj, og fredag og lørdag havde det virket som om det havde tiltaget. Det var godt at vi fik ham med mandag. Lægen lyttede på hans lunger og konstaterede at han havde en mindre lungebetændelse. Efter at have udredt hans helbredstilstand i håndskrift over halvanden A4 ark og vi havde snakket om hvad vi skulle give Magnus at spise, ordinerede han os medicin for malaria, lungebetændelse og hoste. Han fik det første af medicinen på klinikken under voldsomme skrig og skrål – hans krop var spændt som en flitsbue. På trods af den gensidigt svære forståelse af hinandens dialekt, fik vi gode instrukser i hvordan og hvornår han skulle have medicinen, af lægen og sygeplejersken. Det var pudsigt at opleve at alt blev skrevet i hånden. Vi befandt os i en flot klinik, både indvendigt og udvendigt, med air condition og veluddannet personale. Inden vi gik, betalte vi for medicinen, mens lægebesøget var gratis (vidst nok noget de gør for adoptanter).

Da vi kom hjem sad gæsterne og spiste, så vi gik op på værelset. Her gik tiden indtil klokken 23 med bleskift, lidt leg med den rangle som vi har haft med til ham på børnehjemmet hver gang vi har været der og forsøg på at made ham med modermælkserstatning (MME). Det var ikke helt ligetil at få ham til at spise, men lidt kom der da ned. Drikke ville han stadigvæk gerne. Da klokken var 23 gav vi ham hans medicin – eller Anne gjorde – jeg har ikke modet til at tvinge det i ham, endnu.

Herefter knaldede vi alle brikker – det havde været en hård eftermiddag og aften for os alle. Vi satte uret til klokken 02, for at kunne give ham mad og drikke igen. Da uret ringede var både Magnus og jeg meget omtumlede – det er ikke sikkert at han har været vant til at få mad om natten på børnehjemmet, og jeg er i hvert fald ikke vant til at være vågen med 3-timers interval. Men Anne derimod, gjorde klar til MME og gav det et ihærdigt forsøg. Der kom da også en smule ned, men meget var det ikke for de bekymrede forældre. Vandet virkede stadigvæk. Uret blev sat til 05.30 og alle lukkede øjnene i. Jeg nåede knap at vågne 05.30 før Anne havde fået noget mad i ham. Det viste sig at han var noget gladere for at blive flasket på den flaske vi ved held havde fået med fra børnehjemmet. Den skal han nemlig ikke sutte på, det løber selv ud. I fremtiden skal vi nok have ham over på en anden flaske uden megahul, så han ikke får det galt i halsen, men lige nu skal han bare have noget at spise. Uret blev sat til 9.00 og to af os knaldede igen brikker. Jeg behøver vel ikke at fortælle hvem det var der var lysvågen, vel?

This entry was posted on onsdag, maj 6th, 2009 at 18:17 and is filed under I Nigeria. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.