Onsdag (den 20. maj). Sen morgenmad og skemad til Magnus. Efter aftale med Utibe blev vi hentet af en chauffør. Hans navn var ’Ilike’. Det kunne vi godt lide:). Chaufføren skulle være der klokken 12, men nåede først frem lidt i halv et. Vi skulle hente Utibe på kontoret. Vi sender en tekstbesked til Utibe, først om at han ikke er dukket op og derefter om at vi er på vej. Da vi er ved kontoret ringer Utibe og siger at hun desværre ikke har tid til at tage med os på markedet, men at vi skal spørge efter Christine på LIFE kontoret. Jeg løber op efter hende og venter et øjeblik på at hun bliver klar. Hun lader ikke til at være specielt glad for at skulle af sted med os. Nå, men, vi kører derudad.
Efter omkring et kvarters kørsel når vi til området hvor markedet ligger. Det ligger nær Apogbon Street der er en del af en motorvej. Apogbon udtales i øvrigt abonbon. Markedet er et stort marked, hvor der primært handles tekstiler. Chaufføren og Christine forsøger at få en plads på en meget trang parkeringsplads tæt på markedet. Der er desværre alt optaget, så vi kører lidt længere inden vi parkerer under motorvejsbroen Apogbon. Elvira og Alain har senere fortalt at det er et af de farligste steder at befinde sig i Lagos – godt vi ikke var klar over det, da vi var der. Da chaufføren har fået parkeret bilen, går vi mod markedet. På vejen råbes der ”Oyibo” efter os. Det er oprindeligt Yorubansk, og betyder englænder, men er mere eller mindre gået hen og betyde hvide mennesker, og er efterhånden også blevet en del af det Pidgin English der tales her i Lagos. Vi kommer ind på markedet. Der er mange mennesker og ret trangt. Stemningen er livlig og mestendels positiv. Der er mange der bemærker os. De bemærker vores hudfarve og kommenterer den. Mange bemærker også at Anne går med et sort barn på armen. Nogle kommenterer det, andre er så nysgerrige, at de ikke kan lade være med at spørge ind til hvordan vi dog kan have lavet et så sort barn. Vi forklarer så godt vi kan – vi er stolte over vores historie, så vi kan ikke lade være. Forklaringen lyder noget nær: He was abandoned here in Lagos, and was brought to a local orphanage. We picked him up there and went to court last week to get the word of law, on him being ours. En meget simpel forklaring, men den indeholder det essentielle. Christine leder os hen til en bod, og vi kigger på nogle af deres varer. Det ender med at vi køber to forskellige designs. 6 yards af hver (en yard er 0,9144 meter). Efter vores indkøb, køber Christine også lidt kosmetik. Vi forlader markedet ligeså hurtigt som vi mødte det. Det føltes lidt som en militæroperation: Hurtigt ind – hurtigt ud. Lidt for hurtigt til os, da vi holdt meget af stemningen og slet ikke var færdige med at suge til os af den, men måske Christine følte at det var bedst at vi smuttede igen, så hurtigt som muligt.
Vi finder tilbage til bilen ad samme vej som vi gik fra den. Da vi har sat os i bilen opstår der problemer med betaling for at parkere der hvor bilen var parkeret. De kræver det dobbelte af normalt – sandsynligvis fordi at vi er hvide – så Christine beder om en regning. Hun får to på hver 200 Naira. Der er omkring 5 mennesker omkring vores bil, og en af dem har smidt blokering ind bag hjulene, så vi ikke kører nogen veje. Efter en del besværgelser med videre ender det alligevel med at vi betaler 400 Naira (16 DKR). Blokeringen fjernes og vi bakker ud og kører af sted. De skulle næsten vide at vi sikkert havde givet flere drikkepenge, hvis ikke de havde skabt sig så åndssvagt.
Der går ikke lang tid før vi støder ind i en stor go-slow langs Marina area på Lagos Island. Trafikken mod Elviras kontor hvor vi sætter Christine af går langsomt, men frem kommer vi. Ved U-vendingen lige op og ned ad kontoret, vil vores bil ikke køre videre da den skal dreje rundt i krydset. Det er tilsyneladende gear-skiftet der ikke fungerer, for motoren kører. Al trafikken bliver lidt kaotisk, som vi holder der midt i krydset. En trafikbetjent forsøger at få stoppet trafikken. Det lykkes til dels. Efter et halvt til et helt minut, konkluderer vores chauffør at han ikke kan få den i gear, så han stiger halvt ud af bilen for at forsøge at skubbe den. Han skubber bilen ind til hjørnet i krydset og får parkeret bilen. Han kigger på motoren sammen med nogle mennesker der står og hænger ud under skyggen af et træ, for at se om det er noget der kan klares på stedet. Fem minutter senere giver han op, og ringer efter en kollega der kan komme og køre os videre. Christine blev under hele miseren sammen med os i bilen for en sikkerheds skyld. Efter alt held var vi ikke langt fra chaufførens kontor hvor hans kollega befandt sig, så han dukkede op efter cirka et kvarter. Vi samlede vores habengut og gik og satte os i den anden bil, der var hasarderet parkeret i den inderste vejbane lige efter krydset. Vi takker Christine for hendes hjælpsomhed og tager afsked med hende ved bilen. Vi kører hjemad. På vejen spørger vi chaufføren om han har tid til at køre os et smut i Shoprite. Det har han da. Vi tænker at vi vil snuppe en sen frokost der. Det springer vi dog over, og får i stedet noget kinesisk fastfood. Vi shopper lidt i Game der ligger i samme bygning som Shoprite (bygningen Shoprite ligger i, er et mindre indkøbscenter – med biograf og bowling). Hjemme igen er parret der sov i Salleras house der, igen i dag. Vi havde regnet med at de var taget hjem til Abuja i dag, men på grund af at deres møde med Social Director var gået så godt, havde de ændret deres planer, så de skulle besøge et børnehjem om torsdagen. Deres datter er stadigvæk helt skør med Magnus og kommer konstant ind på vores værelse. Magnus lader til at synes at det er meget sjovt med lidt selskab. Vi hygger lidt inden han bliver lagt i seng. Senere spiser vi aftensmad sammen med familien og parret der er på besøg. Elvira spørger lidt ind til hvad vi har fået købt. ”Not much” svarer vi, og fortæller at vi i forhold til hvor lang tid vi brugte i trafikken til og fra markedet, ærgrede os lidt over ikke at have brugt mere tid derude. Der går ikke mange sekunder før hun har planlagt at vi tager af sted igen i morgen, og at der kommer en skrædder næste morgen klokken 8 for at tale med os om snit og for at tage mål af os.
Det vil sige op klokken 7, flaske Magnus, begge i bad, lave morgenmad, mødes med skrædderen, spise morgenmad og af sted klokken 9.30. Vi tager sammen med parret ud til det børnehjem de skal besøge (Living Fountain) med Alains chauffør for at kunne tage med Elviras chauffør videre derfra og ind for at samle Chinasa som skal tage med os på markedet, op ved kontoret.
Vi kommer derud og venter i bilen på at Elvira ankommer sammen med Utibe og Elviras chauffør, Michael som vi skal videre med. Vi sidder i bilen og nyder synet af omtrent 8 børn og en plejer der sidder/står under en parasol forenden af gårdspladsen og laver forskelle sangleje. Tanken om at et par af børnene kan være på vej til Danmark inden længe kan ikke undslippe vores sind – vi ved at der er et dansk par der venter på at skulle herned for at adoptere to søskende fra børnehjemmet. Da Elvira ankommer, ser hun undrende på os over at vi sidder i bilen, og ikke er gået ind sammen med parret for at opleve børnehjemmet. Hun får os ud af bilen og nævner noget om de to søskende (vi har tidligere fortalt Elvira at vi har kommunikeret med parret igennem noget tid). Hun giver de to søskende et kram. Hun kender dem tilsyneladende godt. Vi spørger hende om det vil være ok at tage et par billeder til de kommende forældre – hun synes at det er en god idé – så det gør vi. Det er lidt grænseoverskridende at stå der, lige over for to børn der snart skal have forældre. Forældre som vi har kommunikeret med. Og tanken om at vi ser deres børn før de selv gør, er ikke mindre mærkelig. Det fører også til tanker om alle de mennesker der har set og oplevet Magnus før vi har. Vi ved nu, at den Magnus de har oplevet ikke er den Magnus vi oplever. På de 3 uger vi efterhånden har haft ham, har han taget det ene spring efter det andet i hans udvikling. Tanken om hvad de to børn vil få ud af deres forældre varmer om hjertet.
Efterfølgende går vi med Elvira og Utibe ind på børnehjemmet. Børnehjemmet er mildest talt noget pænere end Hearts of Gold, og en del mere velindrettet. Elvira fortæller at det er ejet og drevet af konen til en velrenommeret bankmand, så det forklarer hvorfor stedet er så velstillet. Vi venter sammen med Elvira. Vi ved ikke rigtigt på hvad og spørger heller ikke. Der er meget varmt indendørs da der ikke er nogen air condition og vejret udenfor er meget varmt. Der går noget tid, hvorefter Utibe spørger om vi vil have en rundtur. Det kan vi da ikke sige nej til – hvem ved om dette børnehjem bliver der hvor vores næste barn kommer til at bo, inden det kommer til at bo sammen med os. På første sal ser vi fire værelser. De er inddelt efter alder. De eneste børn vi ser, er to helt små på under et ½ år. Der hvor de to søskende bor, er der fine køjesenge der står op ad 3 af væggene og god plads til noget leg imellem dem. Både børnene og deres plejere sover i de senge, fortæller hende der viser os rundt. Efter rundturen sætter vi os igen til at vente, og kort efter siger Elvira at vi godt kan tage af sted, for at samle Chinasa op nu.
Vi kører med Michael mod kontoret og ringer til Chinasa kort før vi er der. Hun siger at hun er i nærheden men er ved bilen inden for 20 minutter. Michael ringer da vi er der, og spørger vist igen hvor hun er, hvorefter han stiger ud af bilen og siger at han lige er væk i 5 minutter. Efter 20 lange minutter dukker Chinasa op, men nu er Michael gået. Hun er meget irriteret på Michael, der efter hendes udsagn har kimet hende ned, for at høre hvor hun blev af. Og nu er han så væk. Hun ringer endda til en (måske Elvira) for at brokke sig over ham. Efter lidt tid kommer han tilbage. Hun giver ham noget af en gang skæld ud: Hvad bilder han sig ind at sige ”What’s up” til hende – sådan noget Amerikansk noget – hun er ikke Amerikaner men Nigerianer, så om han godt vil tale Nigeriansk til hende… hun har trods alt været i firmaet 5 år før han blev ansat og så videre… Så fik vi da også det med:)
Da luften var blevet renset var vi nået til Lagos Island og i nærheden af markedet. Vi havde også nået at få vist Chinasa den indkøbsseddel vi har udarbejdet, efter at have mødtes med skrædderen, så hun vidste hvad vi var på udkig efter. Vi fandt en plads på den parkeringsplads der var optaget dagen før og steg ud af bilen. Pladsen lå en smule tættere på markedet, så det var en kort gåtur. På markedet fulgte vi i Chinasas spor igennem de smalle stier imellem boderne. Hilste på folk som vi havde gjort dagen i forvejen og så videre. Chinasa havde vist en klar idé om hvor vi skulle hen. Hun førte os ind i en bygning ad en smal gang hvor der var boder på begge sider. Fyldt til randen med tekstiler. Der var meget mørkt. Hun fandt en bod, og spurgte ind til nogle af deres varer. Vi blev hurtigt tilbudt en siddeplads i den trange bod. De havde åbenbart ikke det Chinasa var på udkig efter, til os, men en af deres ansatte ledte os hen i en anden butik der havde det. Ud af bygningen igen, en kort tur igennem en del af markedet og ind i en anden bygning og hen til en bod. Her havde de tilsyneladende det ”vi” var på udkig efter. Ikke at der var nogle af deres tekstiler der var synderligt pæne, men vi købte da nogle forskellige. Vistnok alt for meget. Prisen for tekstiler og skrædder løber alt i alt op i omkring 1000,- DKR så vi overlever nok selvom det ikke er det hele vi bliver glade for – det er jo meget sjovt at have noget hernede fra. Efter at have købt al tekstilet, smutter vi sammen med Chinasa lige forbi gangen hvor de sælger hårfarver med mere. Det var samme sted som vi var med Christine dagen i forvejen, og vi 3 blev da også genkendt. Igen var stemningen på markedet helt fantastisk positiv – så længe man ikke har noget imod at der bliver råbt ”Oyibo” efter en.
På vej tilbage mod bilen ringede Elvira for at bede os om at hente hendes datter Adora fra skolen klokken 14.00. Da var klokken 13.45. Vi kørte mod Victoria Island for at sætte Chinasa af, og hente Adora. Der var noget trafik, men ikke så meget som dagen i forvejen. Vi satte Chinasa af, og kørte mod skolen. Vi hentede Adora 14.35. Herefter gik turen bare hjemad.
Hjemme igen smuttede vi op på værelset og hyggede, bare os 3. Magnus er uden tvivl mest tryg på værelset bare os tre sammen. Han pludrer og griner og der er gang i kroppen som ingen andre steder. Om aftenen spiste vi sammen med familien. Elvira skulle af sted til Abuja om fredagen så der blev hygget lidt ekstra omkring middagsbordet. Vi hjalp også lige Elvira med at sende et par mails for hende. Derefter var det ’off to bed’.