Resten af lørdagen (16. maj) gik stille og roligt. Men lidt langsomt. Vi gik og ventede på at Elvira kom hjem sammen med Adora, Tommy og Melissa. Tommy havde fået ondt i armen efter at have spillet fodbold på skolen tidligere på dagen, så de tog på skadestuen da vi andre tog hjemad. Og det var vist godt de gjorde det, for han havde brækket håndleddet. De var hjemme ved 8-tiden og han var tilsyneladende ved godt mod.
Søndag (17. maj) morgen var igen stille og rolig, med sen morgenmad og senere frokost. Elvira fik den idé at vi 3 skulle ud til en strand, som er lettest tilgængelig med speedbåde der sejler fra Lekki Island i nærheden af Shoprite – altså lige uden for estaten. Vi pakkede derfor alt vores habengut til en strandtur og tog så af sted efter frokosten, som vi spiste stående for at skynde os. Turen derud var ikke en af de bedste oplevelser vi har haft hernede. Speedbåden sejlede meget hurtigt, hvilket, da vi kom ud i nærheden af Atlanterhavet, resulterede i nogle gevaldige hop fra bølge til bølge. Hver gang båden hoppede, hoppede vi alle 3 en lille ½ meters penge i vejret. Anne sad med Magnus i slyngen, yderst og næsten forrest i båden, og gjorde alt hvad hun kunne for at holde fast på vores guldklump. Jeg sad ved siden af, inde mod midten, og gjorde alt hvad jeg kunne for at holde fast i Anne og forsøgte at holde hende nede i båden. Selvom den værste del af sejladsen ikke varede mere end maksimalt 5 minutter, var den ALT for voldsom for Magnus. Vi valgte derfor, da vi nåede frem til stranden, at vende om og sejle tilbage, med forhåbningen om at bådføreren ville respektere vores ønske om at sejle os langsomt tilbage, når vi var de eneste i båden. Havde vi vidst hvor voldsom en sejltur det var, havde vi ikke taget af sted. Og vi ville nok heller ikke have gjort det med noget barn der var under 5 år. Havde det kun været Anne og jeg, så havde det til gengæld været en superfed tur. Vi var i grunden ret overraskede over at Elvira sendte os ud på sådan en tur – hun plejer normalt at overveje hvad det er hun gør. Den første del af turen var ganske stille og rolig, og hjemturen ligeså, så vi nåede da at få set en god del af Lagos fra vandet, hvilket klart kan anbefales – det giver et helt andet overblik end at sidde midt i alle go slows’ne. Der blev også lejlighed til at tage billeder uden at risikere at politiet kræver penge eller beslaglægger kameraet, men de er ikke klar endnu. Tilbage igen hyggede vi lidt på værelset, og Magnus faldt i søvn omkring klokken 18 – det var en oplevelse der trak tænder ud på det lille myr. Vi hyggede os alene på værelset, spiste aftensmad med familien og lavede andre småting.
Mandag (18. maj) sov Magnus helt til klokken 9, kun afbrudt af mad klokken 24 og klokken 05.30, så sammenlagt omkring 14 timers søvn – måske en reaktion på gårsdagen begivenheder. Efter en sen morgenmad tog vi en kort tur til National Museum. Vi havde aftalt med Elvira at vi kunne låne Alains chauffør (!) når vi ville afsted. Da vi gik ind for at mødes med Alain ved 12-tiden, så lod det imidlertid ikke til at han var informeret… Men vi kunne da godt låne hans chauffør alligevel – vi skulle bare være tilbage klokken 14.00, da han skulle af sted 14.30. Vi takkede ja, og skyndte os af sted. Vi var ret lang tid om at komme frem, da chaufføren ikke kunne finde stedet. Med fælles hjælp fandt vi det endelig. Da var klokken 12.45, så vi var lidt nervøse for om vi havde god nok tid til at det hele. Museet er et af de få museer der er i Lagos. Det udstiller kulturgenstande fra Nigerias tre hovedstammer: Yoruba fra sydvest, Housa fra nord og Igbo fra sydøst hvor Magnus efter alt at dømme har sit biologiske ophav. Museet er inddelt i forskellige dele af stammernes kultur. Den første del handler om religion, derefter kultur, politik og endelig krigsførelse. Det er ikke noget stort museum – vi var der i mindre end en time, og kunne ikke have brugt meget mere tid. Vi havde en guide med rundt der fortalte om de forskellige skikke og hvordan de udstillede genstande var blevet brugt. Det var interessant at se forskellen på, for eksempel spyddene, hos de forskellige stammer og hvordan stammerne mod nord, var påvirket af Islamismen i udformningen af genstandene. Klokken 13.30 fandt vi chaufføren ventende ved bilen og drog tilbage mod Lekki Phase 1. Vi kom dog ikke ret langt i første omgang, da vi stødte ind i en kæmpe go-slow på vej fra Lagos Island og mod Victoria Island – ikke godt, når chefen skulle af sted senere. Chaufføren lavede en U-vending og fandt ad nogle mindre veje ind i en anden go-slow. En U-vending mere, og vi kørte ned til en anden bro der går over til Victoria Island. Vi kørte ned mod broen hvad der vel kan kaldes bagfra i forhold til hvor trafikken var, og kom tilsyneladende igennem al trafikken uden de store køer. Vi kom over på Victoria Island, og vejen var, efter Lagos-forhold nærmest tom, resten af vejen hjem. Om alle de U-vendinger og smut-via-hullede-om-veje, virkeligt kunne betale sig, skal vi ikke kunne sige, men vi var da fremme 14.13, og dermed inden Alain skulle af sted igen. Resten af dagen forløb stille og roligt. Magnus faldt tidligt i søvn og vi spiste aftensmad med familien.
Tirsdag (19. maj) spiste vi igen sen morgenmad. Efter morgenmaden tog Anne med Alain på indkøb. Da de kom tilbage gik vi alle 3 (altså Magnus, Anne og jeg) i køkkenet for at forberede en æblesmulderkage til dessert til om aftenen. Jeg sad med Magnus og vi kiggede på hvad mor lavede. Efter at have gjort kagen klar til at sætte i ovnen gik vi op og puttede Magnus til en lille lur. Senere på dagen ankom et par fra Abuja (Abuja er Nigerias hovedstad) sammen med deres datter på 3 år. De er gode venner med Elvira og Alain, og er ved at søge om at adoptere et barn mere her fra Lagos. Deres datter har boet på det samme børnehjem som Magnus i hendes første måneder, så vi havde en del at snakke om. Datteren havde også svært ved at holde fingrene fra Magnus, så det var også lidt hyggeligt. Om aftenen kom det sydafrikanske par der har været her før, også på besøg, ligesom Elviras veninde Sharon, der bor længere nede ad vejen. Vi spiste alle sammen, sammen. Der var blevet gjort lidt mere ud af maden end sædvanligt, da parret der ankom fra Abuja, driver en restaurant deroppe, forklarede Elvira os. Maden var god – som den plejer at være. Til forret fik vi nogle grøntsager. Hvis man fik det i Danmark, ville man ikke synes at det var særligt imponerende, men hernede er sådan noget som grøn peber ekstremt dyrt og yderst eksotisk – lidt pudsigt, men ok:) Til hovedret fik vi laks stegt i ovnen ved siden af blandet andet nogle friturestegte madbananer i tern. Det er vist første gang jeg har spist banan med velbehag. Til dessert spiste vi den æblesmulderkage vi havde forberedt tidligere på dagen, til alles velbehag. Den var godt nok en smule sød – vi har vist vænnet os lidt fra alt det sukker vi plejer at få derhjemme. Måske det også var fordi at vi ikke havde været i stand til at finde creme fraiche hernede – det plejer vi at spise til. Vi sluttede af med en kop kaffe og hyggesnak, hvorefter de af gæsterne der ikke skulle overnatte tog afsted. Vi andre gik kort derefter også til køjs.