Rejsen efter Magnus

Her lige en lille opdatering på kryds og tværs af tid og dage.

Vi har det godt alle 3. Magnus bliver ved med at spise enormt meget mad. Vi startede som vi vidst har skrevet i lørdags med at give ham noget grød ved frokost hver dag. Han tager det i sig med velbehag, så det er skønt. Men vi kan mærke på ham at hans mave lige skal vænne sig til den nye type kost – han har været urolig om natten, rumsteret og moslet rundt, men maven er vist ved at komme efter det stille og roligt. Han ser også ud til at have taget mere på, men vi har ikke vejet ham, så det er kun gisninger.

Hvad der til gengæld ikke kan herske usikkerhed omkring er, at han er begyndt at knytte sig til os. Så meget, at selv Elvira skal oppe sig, for at han ikke begynder at skrige, når han kommer over til hende.

Hans hår vokser også. Da vi hentede ham på børnehjemmet havde han næsten ikke noget hår på hovedet, og havde efter sigende ikke fået det klippet, så at det nu vokser så hurtigt, er bare endnu et af de gode tegn på bedring hos varmeapparatet.

Vi har ikke fået sørget for at hans soverytme er stabil, på grund af de mange ture midt på dagen, men satser på at det bliver lettere når vi kommer hjem igen. Om natten sover han fint, med et par korte opvågninger til en flaske (215 mL). Om dagen tager han en til to lure, hvoraf den ene varer nogle timer. Og det gør vi også nogle dage:)

Det er luksus ikke at skulle bekymre sig om at lave mad hver dag, men bare at kunne sætte sig til bordet og spise det der bliver serveret – det burde være alle nybagte forældre forundt, også selvom det ikke altid er verdens mest spændende mad.

Vi har fået at vide at Magnus’ fødselsattest er i hænde, hvilket dermed betyder at alle papirer er i orden. Det eneste der så mangler er Magnus’ Nigerianske pas. Vi ved ikke hvornår vi skal møde op på paskontoret for at få taget pasbillede, men regner med at det bliver i starten af næste uge. Derefter er der noget behandlingstid på passet, så det er ikke til at sige hvornår vi kan rejse hjem – tænker lidt at det måske bliver på de billetter som vi har booket hjemmefra med hjemkomst den 4. juni. Som Anne og jeg talte om tidligere på aftenen, så virker det fuldstændig absurd at vi, for at kunne rejse hjem med Magnus, skal have Nigeriansk pas, Dansk Laissez-faire pas og visum og dansk opholdstilladelse til ham. Lorteudlændingelovgivning. Vi klarer den, men det siger noget om omfanget af lovgivningen på området.

Fredagen startede stille og roligt med sen morgenmad og senere frokost. Magnus tog en lille lur, og vi fik tid til at sidde lidt ved computerne og skrive til jer. Klokken 16 kørte vi til lægen for en opfølgende kontrol på Magnus’ helbred. Vi kørte sammen med Alain, Antoine og Alains chauffør, da Antoine skulle til lægen for at blive vaccineret inden han skal på kostskole til september. Han var ikke helt glad for situationen, men klarede det fint. Jeg havde ikke svært ved at sætte mig i hans sted.

Magnus’ kontrol gik også fint. Han startede med at blive vejet og få målt hans temperatur – han er (stadigvæk) ikke glad for at fremmede mennesker ligger ham på den kolde vægt, så han skreg igen i vilden sky. Men hans forældre derimod, var ovenud lykkelige. Den lille mand havde taget 800 gram på, siden den sidste vejning for 8 dage siden. Altså en nettovægt på 5,8 kg. Da vi kom ind til Mrs. Dr. Ogunkoya var der endnu en der blev glad. Det var tydeligt for hende, der ikke havde set ham i en uge, at han havde fået mere sul på kroppen. Hun lyttede igen på hans lunger som stadigvæk lød som de skulle. Vi fortalte at han havde virket lidt varm tidligere på ugen, men at det var forsvundet igen og at vi havde tænkt at det sandsynligvis var en af hans tænder der var på vej frem – den er helt fremme nu, så man kan mærke den, når han sutter på ens finger.

Efter lægebesøget kørte vi alle i Shoprite for at proviantere og tanke mobilen op. Sikke en bumpet tur Alain fik os ud på. Men vi fik da set lidt af havet og kom også forbi et af de andre børnehjem (Living Fountain) LIFE Foundation samarbejder med.

Aftenen gik stille og roligt med aftensmad og hyggesnak ved spisebordet, og de sædvanlige rutiner med Magnus.

I dag, lørdag tog vi med familien til den skole Adora, Tommy og Melissa går på, som holdt åbent hus. Skolen de går på er den franske skole her i Lagos, så det er måske ikke fordi at det gav os det store indblik i den Nigerianske kultur, men det var da alligevel interessant at se hvordan en Nigeriansk skole kunne se ud, og mærke stemningen på den. Fra hvad vi havde hørt havde vi allerede fået dårlige associationer til Køge Private Realskole, men de blev bestemt gjort til skamme. Der var en rigtig god stemning, og eleverne virkede glade og afslappede.

Imens jeg har siddet og skrevet dette indlæg, er Magnus vågnet og har fået noget at spise. Anne og Magnus sidder og hygger lidt i sofaen på vores værelse og for et øjeblik siden opdagede Anne endnu en tand der var kommet frem.

Nu vil jeg smutte igen. Magnus skal til at have sin første faste føde. Hav det godt alle sammen.

Kærlig hilsen Magnus, Anne & Søren.

Bade, barbere, tisse, skide, skifte, made, spise, iklæde, pakke, finde, drikke, … vi havde travlt i morges. Men vi nåede og huskede det hele, og var ude af hoveddøren ti i syv (tak Anne). Vores chauffør Moshood holdt klar uden for porten da vi kom ud. Trafikken på vej mod retsbygningen var værre end vi ellers har oplevet hernede, men vi tror også at vi har været heldige. Retsbygningen ligger i det samme område som vi var i sidste torsdag da vi var til møde hos social director’en. Området består af en masse gule bygninger i 3 etager. Køreturen derud er på omkring en time. Først ind mod Victoria Island på Lekki Island. Så over Victoria Island og over en bro til Lagos Island. Midt på Lagos Island op på hovedvejen der leder os ud på 3’rd mainland bridge hvorefter man kører på denne bro i cirka 10 minutter. Så videre ad vejen i noget tid og inde mod højre ligger så det område vi er på vej imod. Vi har lånt et kort over Lagos af Alain. Det minder lidt om et kraks-kort – det hjælper os noget med at få en idé om hvor vi bliver kørt hen.

Da vi er fremme ringer vores chauffør til Utibe der skal møde os derude. Hun fortæller at hun lige er ovre på et kontor i nærheden for at hente nogle dokumenter til brug ved retssagen og at hun vil være der om omkring 20 minutter. Efter 20 lange minutter dukkede Utibe op med dokumenterne og vi gik sammen mod retsbygningen. Bygningen ser ikke ud af meget. Den er ulig de andre gule bygninger en 1-etagers meget lang bygning med vinduer på siderne der kan åbnes som skodder. Bygningen er malet grøn. Området omkring bygningen er omkranset af en 2-3 meter høj mur og sikret med vagter ved portene som alle andre steder hernede. Inden for området er det som om at der stadigvæk bor nogle mennesker. På vej fra bilen til retsbygningen går vi forbi en kvinde der står og tilbereder noget mad i en stor gryde og lige udenfor bygningen går der høns rundt.

Det første rum vi træder ind i er vel 4×7 meter. I den ene ende er der sat 3 rækker bænke op. I den anden ende står et par skriveborde – vi tænker begge at det ene må være dommerens, og det andet til en referent. Vi er de første der er ankommet ud over 2 retsbetjente og 2 sagsbehandlere. Det lader til at Utibe har mødt dem før. Vi hilser pænt på dem og sætter os sammen med Utibe på den bagerste række af bænke. Lidt efter lidt dukker flere adoptanter op med deres adoptivbørn. Vi sidder 4 par og venter på at dommeren dukker op. Klokken 10.10 er hun der. Da vi var de første der ankom, var vi også de første der fik vores sag for dommeren. Efter 10 minutter bliver vi kaldt ind af en af retsbetjentene. Det var vidst lidt for tidligt. To minutter senere er det tid.

Lokalet vi bliver kaldt ind i, ligger i bygningen i forlængelse af venteværelset og er noget mindre. Her sidder dommeren på den ene side af et skrivebord og den ene retsbetjent og to sagsbehandlere fra Lagos State Government på den anden side. Vi bliver placeret lidt væk fra bordet i et par stole der er sat frem. Efter lidt tid bliver jeg bedt om at rejse mig og udtale Magnus’ fulde navn. Lidt usikker siger jeg spørgende ”Magnus Israel Knudsen”. Efter lidt yderligere tid bliver vi atter bedt om at rejse os. Denne gang mumler dommeren en hel masse. Anne er mere sikker på hvad hun siger end jeg er, men vi er begge kommet frem til at det drejer sig om en tekst der må minde meget om den, en dansk fader skriver under på hvis han påtager sig ansvaret for et barn der er født af en kvinde han ikke er gift med. I slutningen af teksten spørger hun os, om vi ønsker at tage dette ansvar. Vi svarer begge: ”Yes”. Så spørger hun os igen: ”Are you certain”. Vi svarer: ”YES”. Hun spørger os igen: ”And you are confident with your choice”. Vi svarer: “Definitely”. Senere viser det sig, at hun netop har haft en sag, hvor et Nigeriansk par, efter at have haft et barn i 3 måneder, afleverede det tilbage til børnehjemmet. Så kan man godt forstå at hun gerne vil sikre sig, at vi ikke er ved at gøre en fejltagelse. Men tro mig kære søde dommer; der er ikke noget vi har været mere sikre på i vores liv, end at Magnus han skal være vores. Derefter giver vi alle hinanden hånden og vi går ud fra det lille rum igen.

Eftersom vi har en gave med til dommeren som vi efterlod i vores tasker ude i det store rum, sidder vi sammen med Utibe og venter på en lejlighed til at give den. Efter dommeren har været igennem et par sager mere spørger en af retsbetjentene hvorfor vi stadigvæk sidder der. Utibe forklarer at vi har en gave til dommeren, hvorefter vi får lov til at gå ind med den. Utibe har også en gave med til hende, så vi går alle tre ind. Vores gave er et par fyrfadslysestager fra Georg Jensen og Utibes er et fotoalbum med billeder fra dommerens 40-års fødselsdag i april. Hun lader til at blive glad for begge gaver.

Vi tager afsked med Utibe udenfor retsbygningen klokken 11. Hun bliver derude for at vente på nogle dokumenter der bliver udfærdiget i forbindelse med retssagen. Vi går ud til bilen. Chaufføren sidder i bilen og venter. Vi spørger om han har tid til at køre os forbi Liverpool Road i Apapa området hvor Anne boede fra hun var 4 til 6 år gammel sammen med sine forældre. Det havde han. Turen derud er ikke så lang, men trafikken var meget slem, så vi var omkring 1½ time om at komme frem. Det er første gang vi for alvor har oplevet trang trafik i Lagos. Og hold da op, hvor luften i bilen var dårlig. Bilerne hernede har vist ikke set skyggen af partikelfiltre. Men vi når frem og kører igennem Liverpool Road. Første gang igennem er Anne ikke sikker på hvor det var hun boede, men da vi kører den modsatte vej, som hun vist har været vant til da hun boede hernede, gik det noget bedre, og hun fandt det. Bygningen var efterhånden ret faldefærdig. Med Annes ord: Den så ud til at kunne styrte sammen hvert andet øjeblik. Men det var da alligevel en god oplevelse at se stedet hvor hun har boet – for os begge to. Vi vendte snuden hjemad og var hjemme i løbet af en halv time – vi kørte mod trafikken det meste af vejen.

Hjemme igen skyndte vi os op på værelset. Jeg flaskede Magnus, mens Anne forberedte det mad vi havde haft med i retten i tilfælde af at det tog lang tid. Herefter var vi alle mætte og vi tog vi os en lur. Farmor vækkede os klokken 16 ved at telefonen ringede, men vi nåede ikke at tage den. Ikke noget problem; hun ringede da bare en halv time senere og vækkede os – tak moar;) Denne gang nåede vi dog at tage den. Det var også ved at være tid til at stå op – vi skulle jo både nå at drikke champagne og ud at spise sammen med Elvira og Alain. Vi klædte os i tøjet og satte os nede i stuen. Efter noget tid begyndte familien at komme hjem og klokken cirka 18 trak vi proppen. Efter at have tømt champagnen puttede Elvira børnene og vi flaskede Magnus. Og så tog vi på restaurant for første gang – og nok ikke sidste – for Magnus’ vedkommende. Besøget på den kinesiske restaurant lige om hjørnet var ganske hyggeligt. Jeg tror at vi var de eneste gæster her til aften. Vi fik alle en pekingsuppe til forret. Til hovedret delte vi svinekød i sursød sauce, oksekød med grøn peber og kongerejer i stærk sauce. Det hele med ris til. Og det hele var godt. Vi drak kaffen hjemme igen med noget chokolade importeret fra Danmark ved siden af. 22.30 sagde vi godnat og nu ligger vi og skriver indlæg.

Om et øjeblik knalder vi brikker. Sikke en dag.

PS: Vi nåede ikke at skrive indlægget færdig før generatoren blev slukket 4 minutter over midnat, så derfor har vi først lagt det op fredag eftermiddag.