Stjerner, natfly og satellitter

Fredag hyggede vi hele dagen og slappede af. Den der sene morgenmad og senere frokost. Afbrudt af et par lure for Magnus’ vedkommende, og vist også en enkelt for vores. Vi sendte en tekstbesked til Alain tidligt på eftermiddagen for at høre om han og børnene ville med os ned for enden af vejen og spise suya om aftenen. Det var han helt med på, og børnene ligeså. Magnus røg i slyngen og af sted vi gik.

Det var ret hyggeligt at sidde der i bælgmørke og spise suya. Palmerne svajede i den friske vind fra havet og omkring os var der sagte mumlen fra de andre borde. På floden sejlede en restaurant-båd forbi og himlen var for en gang skyld ikke fyldt af skyer, men af stjerner, natfly og satellitter. Lugten fra grillen spredte sig imellem bordene der var plantet tilfældigt i den halvsandede jord.

Suya er for resten en Nigeriansk form for grillmad. Man kan få kylling og oksekød, begge på spyd. Spyddene er vendt i et kraftigt krydderi. Det bliver serveret med rå løg – det er sjældent man oplever at løg dulmer det stærke i munden, men denne aften smagte løgene helt sødt. Vi drak den lokale øl Star til, og ungerne fik sodavand. Til ”dessert” fik vi grillede kyllingekråser (engelsk: gizzard, fransk: gésier). Vi tog kaffen hjemme sammen med Alain og spiste det sidste chokolade vi havde medbragt fra Danmark.

Leave a Reply

*