Rejsen efter Magnus

I går stod vi op klokken 8 og spiste morgenmad. Vi var på børnehjemmet 10.10 og måtte vente til klokken 11.00 med at se Magnus igen. Samtidigt fik vi at vide at vi kun kunne se ham til klokken 12 – vi havde regnet med første at tage af sted noget senere, så vi blev en smule skuffede. Da klokken var blevet 11 blev vi ledt ind på børnehjemslederens kontor. Kort efter kom en af hans plejere ind og sagde at han stadigvæk sov, så vi måtte vente lidt endnu.

Da klokken var blevet 11.15, gik døren op, og ind kom Magnus på armen af hans plejer. Vi sad med ham indtil klokken 12.00. Magnus var noget mere oppe på mærkerne. Det hjalp nok også noget, at vi fik lov at sidde alene med ham på kontoret. Efter lidt at have siddet lidt med ham, oplevede vi hans første smil i vores nærvær. Mor sagde sjove lyde. Han ville også meget gerne have fat i mors briller, men han fik kun lov til at fedte dem lidt til. Nu vasker hun dem aldrig mere. Fars næse var stadigvæk yderst interessant. Vi er ikke sikre på om han genkendte os.

Da vi var kommet tilbage fra børnehjemmet spiste vi frokost med Alain (Elviras mand) og et par af deres børn. Herefter gik vi en tur rundt i nabolaget og så på store villaer og beboede byggetomter.

Da vi kom tilbage spurgte Elvira om vi havde lyst til at tage med ud til hendes søster. I første omgang troede vi at det var den samme søster som vi havde besøgt dagen før, men det viste sig at være en anden. Hun var godt nok ikke hjemme, men så kørte vi over til hende vi havde besøgt dagen i forvejen. Hun havde lavet en traditionel Nigeriansk ret bestående efter eget udsagn af palm kernel, swordfish (nej ikke sorted fish, Jakob) and goatmeat and an herb similar smelling like oregano. Men for at være sikker på at der var noget vi kunne spise, blev retten til børnene også sat på bordet. Det var en kylling i tomat-agtig ting. Begge retter blev serveret med ris og frugt ved siden (vandmelon og ananas – uhhmmm). Det smagte rimelig spøjst, men vi spiste det. Bagefter sad vi lidt og ventede på at børnene blev færdige med at spise – der var ikke plads til os alle ved bordet på en gang. Da de var blevet færdige kørte vi ud til en anden søster for at hente et par piger der skulle sove i ”vores” hus. Derefter gik turen hjemad på den nok mest bumlede vej vi nogensinde hat set – der har nok været forskelle på en lille meters penge på top og bund – vi følte at vi kørte på en byggeplads – godt vi var en firhjuler.

Dagen i dag startede på sædvanligvis med bad og ristede toastbrød – i dag med smør ( Lurpak (med arabisk skrift)) på. Herefter lidt ventetid inden Michael (husets chauffør) kom tilbage sammen med Alain i sidste øjeblik for at nå til børnehjemmet til klokken 11.00. Vi nåede det lige, men det var på et hængende hår og havde der været nogen nævneværdig trafik, havde det ikke gået.

Vores time med Magnus var igen i dag fantastisk. Vi sad alene med ham, ligesom i går, på Mrs. Adedoyins kontor. Han var ret søvnig da vi fik ham i armene, og fortsatte med at være det, selvom han viste stor interesse for legetøj og næser. Han nød også at putte sig ind til os så sødt, med hans tommelfinger i munden men hans kløede sig i øjnene med de resterende fingre. Det var svært at skulle give slip på ham i dag, på trods af at klokken faktisk blev 12.15 inden vi blev afbrudt. Måske var det med tanken om at der ville gå to døgn inden vi skulle se ham igen, måske var det med tanken om at vi er hans forældre, måske er det med tanken om at vi ville være bedre i stand til at sørge for at han fik noget at spise, måske er det med tanken om at han skal ligge imellem os i vores seng, måske, måske, måske…

Da vi vendte tilbage regnede vi med at skulle mødes med Elviras søster der ville tage os med til et bryllup, men hun var hurtigt ude af døren efter at have været forbi til en gang ugentlig massage i huset, så vi nåede ikke at få spurgt ind til det. Øv øv. Det havde været spændende. Senere fandt vi ud af, at hun ikke selv havde taget af sted. Til gengæld havde vi en super hyggelig dag i swimmingpoolen i Sharons house lidt længere nede ad gaden sammen med Adora fra ”vores” familie og Goz og Olachioma der er Elviras niecer. Efter at være kommet hjem derfra drak vi kaffe med Alain, Anne gik en tur sammen med ham og Goz mens Søren hyggede sig hjemme med spil sammen med Alochioma.

Her til aften har huset være fuld af gæster. En genbo Elvira ikke havde set i et år kom forbi, og en gammel veninde fra jurastudiet lagde også vejen forbi – hun og hendes mand var netop vendt tilbage fra at have arbejdet i noget tid i London. Elvira skulle også lige afse tid til at fortælle om adoption til et Nigeriansk par der havde besluttet sig for at adoptere.

Stemmen kommer fra en af Magnus Israels plejere, og han vender ansigtet og klynker en smule. Vi har i dag været på vores første besøg på Hearts of Gold (HOG). Og vi har i dag mødt Magnus for første gang. Lad os lige skrue tiden tilbage til hvordan dagen startede.

Vi vågnede efter at have sovet godt – dog afbrudt af at måtte slukke for air conditionen –  jeg var begyndt at fryse. Vi stod op klokken otte-halvni og gik i bad. Klokken 9 gik vi ned i spisestuen for at spise morgenmad. Der var ingen mennesker i huset ud over os, men der var dækket op til lidt morgenmad på bordet. I køkkenet fandt vi lidt toastbrød og vi blandede en instant-coffee der var stillet frem.

Herefter gik vi op og pakkede sager til at tage ud på børnehjemmet. Pusletaske, kamerataske, en pose med gaver, og en taske med vand mv. Vi skulle lige omkring LIFE Foundation kontor for at hente Elvira som vi bor hos – hun skulle med derud, eftersom hun ikke havde besøgt det børnehjem i noget tid. LIFE Foundation er dem der står for kontakten mellem DK, børnehjemmene og sørger for den juridiske proces hernede. Mens vi var der, var det smart at få vekslet nogle penge, så vi fik bestilt at en mand kom over med Naira (den Nigerianske møntfod) svarende til 500€. Det tog dog en del tid, så efter at have ventet i 1 time, blev vi enige med Elvira om at køre forbi kontoret på vej tilbage fra børnehjemmet for at hente pengene.

Turen til børnehjemmet gik hurtigt – trafikken virkede ikke så slem (som man forestiller sig at den kan være). Anne og jeg sad på bagsædet og Elvira på forsædet ved siden af chaufføren. Efter lidt tid sov Elvira tungt – det må være rart at have sådan et sovehjerte! Da vi drejede ned ad en mindre vej, sagde Anne; det er utroligt at de kan finde rundt i alle de gader, hvorefter Elvira, der netop var vågnet, spurgte chaufføren, om ikke han var kørt forkert. Nå, men 5 minutter senere var vi fremme ved den rigtige adresse på en lille grusvej i et tilsyneladende fattigt kvarter.

Elvira bankede på porten og forsøgte at kigge ind igennem et lille metallåg der kunne løftes. Lidt efter blev døren i porten åbnet og Utribe (der er en socialrådgiver der har den daglige kontakt til børnehjemmene) mødte os sammen med en fra børnehjemmet. Vi blev ledt ind langs en bygning og ind i et opholdsrum på omkring 2½x4 meter. Her står en sofa langs den ene side, er vinduer med myggenet langs den anden side, på gulvet i det ene hjørne ligger en tynd madras og i den anden ende er der et par små skabe der minder lidt om et tekøkken i størrelse. Der er også døråbninger ind til to sovesale, og vi bliver ledt ind i den anden, hvor der ligger få børn der vist er de yngste.

Magnus Israel ligger i øverste køje i sengen foran vinduet og sover. Han ligger og rumsterer lidt med arme og ben. En af plejerne vækker ham forsigtigt. Han slår langsomt øjnene op – med øjnene rettet mod os. Efter at være kommet mere eller mindre til sig selv går det op for ham at der står to spøgelser foran ham – eller måske i hvert fald det der ligner. Og i hvert fald nogen han aldrig før har set. Han bryder ud i at vræl. Vi holder dog tårekanalerne lukket (overraskende nok i betragtning af min tidligere historik – jeg burde have haft våddragt på, da Anne & jeg blev viet). Da han opdager at de velkendte plejere også er i rummet bliver han lidt mere rolig. En af dem løfter ham op og giver tegn til Anne om at tage imod ham. Snart sidder han på Annes arm og der går ikke lang tid før vi er de tre (!) eneste i lokalet. Efter lidt tid går vi ud af soveværelset og sætter os med ham i sofaen. Efter lidt tid får jeg ham over og Anne henter kameraet og filmer en smule. Sådan skifter vi lidt frem og tilbage indtil en plejer kommer med en flaske soyamælk til ham. Han drikker ivrigt og slutter måltidet af med rigelige mængder vand. Han sidder helt tæt en til os, med hovedet liggende over vores bryst. Det er hyggeligt og ekstremt varmt med det lille varmeapparat så tæt på sig. Han sveder og vi sveder. Så snart vi løfter ham lidt væk fra kroppen bliver han utilfreds, så vi sveder sammen. Når vi begynder at tænke på at det rent faktisk er vores barn vi sidder med, begynder trykket i tårekanalerne at stige. Han har ikke brug for grædende forældre, så det udsætter vi. Tror at al den forberedelsestid har givet os nogle værktøjer.

Vi finder en rangle frem til ham, som vi havde pakket i pusletasken tidligere på dagen. Han finder hurtigt interesse for den – han ryster den ikke så den larmer så meget, men kigger intenst på den, og får også efter lidt tid ført hænderne sammen foran ansigtet for at nærstudere den. Senere bliver min store næse også studeret på tætteste hold. Min næse er så stor, at tre af hans fingre må kunne være i mit næsebor. Han hiver lidt, men den sidder tilsyneladende fast, den næse.

Sammen med os i rummet er der mange af de andre børnehjælpsbørn. Vi kan ikke vide om de tænker; ”Bare det var mig de tog med”, men det tænker vi at de gør. Der er børn mellem 1 og 6 år, og et par stykker med tydelige handicap – men sikke et smil vi fik af den ene. Det tror jeg aldrig vi glemmer. Man må håbe at nogle af de penge vi fører ind i systemet ender herude. For der er godt nok brug for det.

Efter at have siddet og stået, i et par timer og Magnus har fået to gange soyamælk og vand kommer Utribe og Elvira tilbage. Utribe giver os et papir med en foreløbig plan for de næste 5½ uge og siger at vi bør tage af sted nu.

Vi siger farvel til Magnus og begiver os ud til bilen og ad de røde, sandede, grusede veje væk fra Hearts of Gold. Ånder ud og slapper af, hele vejen ind til kontoret. Vi siger nærmest intet. Men der er heller ikke behov for de store udvekslinger af ord. Vi er blevet forældre.

Resten af dagen var hyggelig. Vi fik de vekslede penge og kom en tur i Shoprite (lokalt indkøbscenter). Senere var vi på lynvisit hos Elviras søster. Vi drak en espresso og jeg fik en Cognac med Alain (Elviras mand). Enkelte gange har vi hver især siddet og tænkt på Magnus. Mon de har badet ham nu, mon han sover nu. En ting er i hvert fald sikkert. De tager sig godt af ham, og kommer til at savne ham når vi tager ham med på næste torsdag. Og vi savner ham. Men det er ok; vi tager ud for at besøge ham igen i morgen klokken 9.

Nu sidder vi så på værelset hos Elvira efter at have fået aftensmad og pakket ud så småt. Rejsen herned forløb smertefrit – der var ganske enkelt ingen problemer.

Vi var færdige med at pakke ca 24.00 i aftes, men så var der lige problemer med en computer, så vi lagde os først til at sove kl 01.30 og skulle op igen 03.45. Men vi kom afsted med hjælp fra forældre og den sidste forælder (Hanne) mødte os i lufthavnen efter check-in kl. 05.30. Flyet lettede til tiden, og vi var lidt før planlagt tid i Frankfurt.

Selve transitten i Frankfurt var nærmest åndsvagt let. Efter at have stået og gloet på tidstavle+oversigtskort over lufthavnen der hvor vi var ankommet med lufthavnsbussen, kigger vi 5 meter til højre og opdager Lufthansas check-in skranke.

Det er tydeligt, allerede  i gaten, at vi er på vej mod et  ikke EU-land. Vi er nærmest de eneste hvide mennesker – og ihvertfald det eneste hvide par. Det er en speciel følelse at stå der, og vide hvad det er vi er på imod. Uden helt at vide det.

I Lagos blev vi mødt af den ekstreme fugtige varme i samme øjeblik vi kom ud af flyet. Turen igennem paskontrol med videre tog lidt tid, men det var velkomsthilsnerne der fyldte mest i vores hoveder.

Al bagagen kom også ud på båndet og vinen vi ikke havde fået pakket ind, havde ikke lækket (som da vi fløj fra Paris for nogle år siden).

Udenfor lufthavnen blev vi mødt af en chaffør som Elvira havde arrangeret. Efter en mindre gåtur, med al vores bagage, fandt vi bilen og kom afsted. Turen ud til Elvira gik også overraskende hurtigt da der næsten ingen trafik var på vejene i øjeblikket – vist på grund af at tankbilschafførerne strejker. Det skal vi nok komme til at mærke…

Synet på bilturen var måske nok som jeg er blevet beskrevet det af Anne nogle gange, men at se alle de beskrivelser samme sted, er altså noget af et syn. Den vanvittige trafik, folk der hopper på busserne i fart eller krydser vejen hvor der køres tæt trafik på 100km/timen, alle menneskerne langs hovedvejene på vej til eller fra arbejde osv.

Nå men, vi må hellere komme i seng. Der er en mildest talt en begivenhedsrig dag i morgen også.

Kh Anne & Søren