Stemmen kommer fra en af Magnus Israels plejere, og han vender ansigtet og klynker en smule. Vi har i dag været på vores første besøg på Hearts of Gold (HOG). Og vi har i dag mødt Magnus for første gang. Lad os lige skrue tiden tilbage til hvordan dagen startede.
Vi vågnede efter at have sovet godt – dog afbrudt af at måtte slukke for air conditionen – jeg var begyndt at fryse. Vi stod op klokken otte-halvni og gik i bad. Klokken 9 gik vi ned i spisestuen for at spise morgenmad. Der var ingen mennesker i huset ud over os, men der var dækket op til lidt morgenmad på bordet. I køkkenet fandt vi lidt toastbrød og vi blandede en instant-coffee der var stillet frem.
Herefter gik vi op og pakkede sager til at tage ud på børnehjemmet. Pusletaske, kamerataske, en pose med gaver, og en taske med vand mv. Vi skulle lige omkring LIFE Foundation kontor for at hente Elvira som vi bor hos – hun skulle med derud, eftersom hun ikke havde besøgt det børnehjem i noget tid. LIFE Foundation er dem der står for kontakten mellem DK, børnehjemmene og sørger for den juridiske proces hernede. Mens vi var der, var det smart at få vekslet nogle penge, så vi fik bestilt at en mand kom over med Naira (den Nigerianske møntfod) svarende til 500€. Det tog dog en del tid, så efter at have ventet i 1 time, blev vi enige med Elvira om at køre forbi kontoret på vej tilbage fra børnehjemmet for at hente pengene.
Turen til børnehjemmet gik hurtigt – trafikken virkede ikke så slem (som man forestiller sig at den kan være). Anne og jeg sad på bagsædet og Elvira på forsædet ved siden af chaufføren. Efter lidt tid sov Elvira tungt – det må være rart at have sådan et sovehjerte! Da vi drejede ned ad en mindre vej, sagde Anne; det er utroligt at de kan finde rundt i alle de gader, hvorefter Elvira, der netop var vågnet, spurgte chaufføren, om ikke han var kørt forkert. Nå, men 5 minutter senere var vi fremme ved den rigtige adresse på en lille grusvej i et tilsyneladende fattigt kvarter.
Elvira bankede på porten og forsøgte at kigge ind igennem et lille metallåg der kunne løftes. Lidt efter blev døren i porten åbnet og Utribe (der er en socialrådgiver der har den daglige kontakt til børnehjemmene) mødte os sammen med en fra børnehjemmet. Vi blev ledt ind langs en bygning og ind i et opholdsrum på omkring 2½x4 meter. Her står en sofa langs den ene side, er vinduer med myggenet langs den anden side, på gulvet i det ene hjørne ligger en tynd madras og i den anden ende er der et par små skabe der minder lidt om et tekøkken i størrelse. Der er også døråbninger ind til to sovesale, og vi bliver ledt ind i den anden, hvor der ligger få børn der vist er de yngste.
Magnus Israel ligger i øverste køje i sengen foran vinduet og sover. Han ligger og rumsterer lidt med arme og ben. En af plejerne vækker ham forsigtigt. Han slår langsomt øjnene op – med øjnene rettet mod os. Efter at være kommet mere eller mindre til sig selv går det op for ham at der står to spøgelser foran ham – eller måske i hvert fald det der ligner. Og i hvert fald nogen han aldrig før har set. Han bryder ud i at vræl. Vi holder dog tårekanalerne lukket (overraskende nok i betragtning af min tidligere historik – jeg burde have haft våddragt på, da Anne & jeg blev viet). Da han opdager at de velkendte plejere også er i rummet bliver han lidt mere rolig. En af dem løfter ham op og giver tegn til Anne om at tage imod ham. Snart sidder han på Annes arm og der går ikke lang tid før vi er de tre (!) eneste i lokalet. Efter lidt tid går vi ud af soveværelset og sætter os med ham i sofaen. Efter lidt tid får jeg ham over og Anne henter kameraet og filmer en smule. Sådan skifter vi lidt frem og tilbage indtil en plejer kommer med en flaske soyamælk til ham. Han drikker ivrigt og slutter måltidet af med rigelige mængder vand. Han sidder helt tæt en til os, med hovedet liggende over vores bryst. Det er hyggeligt og ekstremt varmt med det lille varmeapparat så tæt på sig. Han sveder og vi sveder. Så snart vi løfter ham lidt væk fra kroppen bliver han utilfreds, så vi sveder sammen. Når vi begynder at tænke på at det rent faktisk er vores barn vi sidder med, begynder trykket i tårekanalerne at stige. Han har ikke brug for grædende forældre, så det udsætter vi. Tror at al den forberedelsestid har givet os nogle værktøjer.
Vi finder en rangle frem til ham, som vi havde pakket i pusletasken tidligere på dagen. Han finder hurtigt interesse for den – han ryster den ikke så den larmer så meget, men kigger intenst på den, og får også efter lidt tid ført hænderne sammen foran ansigtet for at nærstudere den. Senere bliver min store næse også studeret på tætteste hold. Min næse er så stor, at tre af hans fingre må kunne være i mit næsebor. Han hiver lidt, men den sidder tilsyneladende fast, den næse.
Sammen med os i rummet er der mange af de andre børnehjælpsbørn. Vi kan ikke vide om de tænker; ”Bare det var mig de tog med”, men det tænker vi at de gør. Der er børn mellem 1 og 6 år, og et par stykker med tydelige handicap – men sikke et smil vi fik af den ene. Det tror jeg aldrig vi glemmer. Man må håbe at nogle af de penge vi fører ind i systemet ender herude. For der er godt nok brug for det.
Efter at have siddet og stået, i et par timer og Magnus har fået to gange soyamælk og vand kommer Utribe og Elvira tilbage. Utribe giver os et papir med en foreløbig plan for de næste 5½ uge og siger at vi bør tage af sted nu.
Vi siger farvel til Magnus og begiver os ud til bilen og ad de røde, sandede, grusede veje væk fra Hearts of Gold. Ånder ud og slapper af, hele vejen ind til kontoret. Vi siger nærmest intet. Men der er heller ikke behov for de store udvekslinger af ord. Vi er blevet forældre.
Resten af dagen var hyggelig. Vi fik de vekslede penge og kom en tur i Shoprite (lokalt indkøbscenter). Senere var vi på lynvisit hos Elviras søster. Vi drak en espresso og jeg fik en Cognac med Alain (Elviras mand). Enkelte gange har vi hver især siddet og tænkt på Magnus. Mon de har badet ham nu, mon han sover nu. En ting er i hvert fald sikkert. De tager sig godt af ham, og kommer til at savne ham når vi tager ham med på næste torsdag. Og vi savner ham. Men det er ok; vi tager ud for at besøge ham igen i morgen klokken 9.
Kære Anne og Søren
Stort kæmpe tillykke med jeres dejlige dreng, og jeres allerførste møde med det lille pus.
Som helt nyankommen på Nigeria-listen kommer jeg til at sluge alt I skriver herinde – dejligt I lader os følge med.
Endnu engang tillykke med ham.
Mange hilsner
Vivian Bang
STORT STORT tillykke herfra, hvor er det dejligt at læse om.
En utrolig beretning i har skrevet, jeg har ALDRIG været så rørt.
Kan nok ikke skrive mere…Mine hænder røster og jeg har svært ved at finde tasterne.
Tak
Jakob
Kæreste Anne og Søren.
Tusind tak for jeres meget, meget dejlige beskrivelse af første møde med Magnus. Det er overvældende og meget rørende. Jeg må indrømme, at jeg lod mine tårekanaler få frit løb!
Jeg vil hele dagen glæde mig over de skønne billeder I har skabt i mit hoved, og glæde mig over, at I så hurtigt fandt hinanden. Magnus har gennemskuet, at I er de dejligste forældre.
Kærligste tanker og knus
Hanne.
Åh altså hvor er det bare en vidunderlig fortælling, ungerne og jeg har sammen læst og trillet tåre over den. Stort at i nu har mødt magnus jeres søn og hvo0r jeg glæder mig til at læse mere mange knus til jer 3
Kære Anne & Søren
Vi sidder her ved computeren og både griner og snøfter over jeres beretning fra jeres første møde med Magnus. Hvor er det skønt for jer endelig at holde jeres søn i armene. Vi kan godt huske, hvordan det var.
Hils Elvira, Alain og deres dejlige børn.
Knus og mange tanker fra os i Køge –
Adam, Jonas og Lotte
Kære Søren , Anne og Magnus
Vi glæder os over at I er sammen, og at alt tegner til at gå godt.
Godt at Magnus har vænnet sig til Sørens næse, så er han godt forberedt
til at møde jakobs og min næse. Hvad med ørerne??
Kærlig hilsen Anita og Flemming