Fredagen startede stille og roligt med sen morgenmad og senere frokost. Magnus tog en lille lur, og vi fik tid til at sidde lidt ved computerne og skrive til jer. Klokken 16 kørte vi til lægen for en opfølgende kontrol på Magnus’ helbred. Vi kørte sammen med Alain, Antoine og Alains chauffør, da Antoine skulle til lægen for at blive vaccineret inden han skal på kostskole til september. Han var ikke helt glad for situationen, men klarede det fint. Jeg havde ikke svært ved at sætte mig i hans sted.
Magnus’ kontrol gik også fint. Han startede med at blive vejet og få målt hans temperatur – han er (stadigvæk) ikke glad for at fremmede mennesker ligger ham på den kolde vægt, så han skreg igen i vilden sky. Men hans forældre derimod, var ovenud lykkelige. Den lille mand havde taget 800 gram på, siden den sidste vejning for 8 dage siden. Altså en nettovægt på 5,8 kg. Da vi kom ind til Mrs. Dr. Ogunkoya var der endnu en der blev glad. Det var tydeligt for hende, der ikke havde set ham i en uge, at han havde fået mere sul på kroppen. Hun lyttede igen på hans lunger som stadigvæk lød som de skulle. Vi fortalte at han havde virket lidt varm tidligere på ugen, men at det var forsvundet igen og at vi havde tænkt at det sandsynligvis var en af hans tænder der var på vej frem – den er helt fremme nu, så man kan mærke den, når han sutter på ens finger.
Efter lægebesøget kørte vi alle i Shoprite for at proviantere og tanke mobilen op. Sikke en bumpet tur Alain fik os ud på. Men vi fik da set lidt af havet og kom også forbi et af de andre børnehjem (Living Fountain) LIFE Foundation samarbejder med.
Aftenen gik stille og roligt med aftensmad og hyggesnak ved spisebordet, og de sædvanlige rutiner med Magnus.
I dag, lørdag tog vi med familien til den skole Adora, Tommy og Melissa går på, som holdt åbent hus. Skolen de går på er den franske skole her i Lagos, så det er måske ikke fordi at det gav os det store indblik i den Nigerianske kultur, men det var da alligevel interessant at se hvordan en Nigeriansk skole kunne se ud, og mærke stemningen på den. Fra hvad vi havde hørt havde vi allerede fået dårlige associationer til Køge Private Realskole, men de blev bestemt gjort til skamme. Der var en rigtig god stemning, og eleverne virkede glade og afslappede.
Imens jeg har siddet og skrevet dette indlæg, er Magnus vågnet og har fået noget at spise. Anne og Magnus sidder og hygger lidt i sofaen på vores værelse og for et øjeblik siden opdagede Anne endnu en tand der var kommet frem.
Nu vil jeg smutte igen. Magnus skal til at have sin første faste føde. Hav det godt alle sammen.
Kærlig hilsen Magnus, Anne & Søren.
Tillykke med de fine tænder og den store vægtstigning 🙂 Vi ved selv hvor dejligt det er når man ser at ens ihærdige “fodrings-” arbejde har givet pote :o)
Vi glæder os til at høre mere om udviklingen – og allermest glæder Ella sig til at lege med Magnus. Hun har lige med stor interesse studeret den fine video af ham og har udset hvor hans svage punkter er så hun kan charme ham! ;o)
Mange knus fra
Line, Asbjørn og Ella
Hej med jer, tillykke med, at Magnus nu retslig set er blevet jeres! Det er stort! Nu venter i bare på at få pas til jeres lille søn og så kan i vende næsen mod Danmark igen! Dejligt at følge med i jeres oplevelser og det er skønt, at det går godt med lille Magnus – som allerede har taget godt på :-).
Hils fra os dernede!
Mange hilsner
Ann, Jens og lille William
Kære Anne og Søren…
Kan jeres lille Magnus være mere lækker… – Han er da bare for vild skøøøøøn. 1000 millioner gange tillykke med hinanden. Glæder mig til at se jer alle 3 trillende med barnevognen i Køges gader 😉
Kh Malene