Rejsen efter Magnus

Mandag (25/5) morgen var strømmen der kortvarigt igen og ved frokosttid blev fejlen på generatoren fundet. Noget havde sat sig som en klump i bunden af niveau-måleren, så højden i måleren havde ikke fulgt med højden i tanken. Da de kiggede ind i tanken var den tom – vi var ganske enkelt løbet tør for diesel. Kort tid derefter var strømmen tilbage. Sjældent har vi været så begejstrede for elektricitet – vi næsten hoppede og dansede af glæde. Alain fortalte senere på dagen at der i den forgangne uge havde været strømafbrydelser på det offentlige el-net i 95 timer eksklusiv tiden mellem 00.00 og 04.30. Generatoren havde kørt i de 95 timer og slugt 7-8 liter diesel i timen. Da en liter koster 95 Naira, løb udgiften til strøm op i 7,5 Liter / time x 95 time x 95 Naira / Liter = 67687,50 Naira. En DKR svarer til ~25 Naira, så der er blevet brændt diesel af for ~ 2700 DKR på en uge!

Da Elvira skulle rejse til Paris om tirsdagen var mandag aften lidt af en afskedsaften. Vi havde besluttet at vi ville forære de gaver vi havde medbragt til Elvira og Alain til dem denne aften, da Elvira efter planen først vil være tilbage dagen før vi skal rejse, og planer ikke altid ender med at blive til virkelighed hernede. Elvira fandt også en wrapper frem til os, som hun havde haft planlagt at give os i noget tid. Der var også lige et par praktiske detaljer der blev vendt med hende. Til aften fik vi friske hele rejer til forret, krabber i ingefær- og hvidløgsmarinade til hovedret, og papaja til dessert. Vi sluttede af med kaffe inden vi gik hver til sit. Natten var til at holde ud – airconditionen kørte som den skulle.

Om søndagen (24/5) stod vi sent op. Strømmen havde været der kortvarigt mellem 7 og 9, men var gået igen, og generatoren kørte ikke. Da vi gik ned i stueetagen, var der ingen mennesker. Vi spiste morgenmad uden at vide hvor de var taget hen. Senere kom de tilbage – de havde været til Chiomas (Elviras søsters) fødselsdag på en restaurant i estaten. Efter en lur og noget frokost tænkte vi at vi ville forsøge at tage Magnus med til swimmingpoolen hos Sharon nede ad vejen. Måske det ville hjælpe lidt på manglen på aircondition. Vi klædte om og traskede af sted.

Fremme ved poolen hoppede mor først i det lave vand. Hun tog derefter imod Magnus. Han virkede en smule beklemt ved situationen – men hvem ville mon ikke være det første gang. Så hoppede far i. Med to velkendte mennesker omkring ham virkede han mere tryg, og vi begyndte langsomt at sænke ham i vandet. Vandet var heldigvis ret varmt den dag, så han var positiv overfor det. Efter kort tid havde han hele kroppen nede, og så ud til at nyde det. Vi nød det også. Vi legede lidt med en bold og noget af hans plastiklegetøj og han slappede mere og mere af. Efter noget tid begyndte han at virke kold, så mor og søn satte sig op for at få varmen. Far svømmede et par ”baner” i den lille pøl. Der blev også taget et par billeder. Vi hoppede alle i igen og legede lidt videre. Da vi havde været der i omkring en time, var det tid for varmeapparatet, eller skal vi sige vanddunken til at traske hjem igen – han havde slugt en hel del vand, og lød hul når man slog forsigtigt på hans mave (ikke ulig lyden der kommer når den er fyldt med MME).

Da vi kom hjem var Magnus træt, så han blev puttet efter at være blevet skyllet ren for klor. Lidt i seks tog familien i kirke, så vi var igen alene og uden strøm. Da de kom tilbage, begyndte Elvira, Melissa og Rositta at tilberede mad til os alle i mørke. Strømmen var stadigvæk ikke kommet tilbage, og Alain kunne fortælle os at generatoren var i stykker, så han havde kontaktet mekanikeren. Vi spiste aftensmaden i stearinlysenes skær. Mekanikeren dukkede op senere på aftenen, men kunne ikke finde problemet, så natten tilbragte vi badet i sved.

Lørdagen (den 23/5) startede stille og roligt med morgenmad og flaske til Magnus. Vi har spist havregrød lavet på vand med æblestykker og kanel i hernede stort set hver morgen. Og det var også tilfældet denne morgen. Vi er begyndt at lade Magnus smage lidt på det, for han er vild efter alt hvad vi propper i munden, så det er svært at lade være. Midt på dagen får han jo noget grød lavet på groft mel af forskellige kornsorter tilsat MME, så det er lidt svært at argumentere for at havre og vand skulle være meget skadeligt for ham.

Planen for i dag var at vi skulle ud at besøge et børnehjem sammen med Elviras veninde Jennifer. Vi talte for nogle dage siden med Elvira om, at det ikke havde virket som om at børnehjemmet hvor Magnus kommer fra, havde været særligt glade for at modtage de ting vi havde doneret til dem, og at vi stadigvæk havde nogle ting tilbage. Hun foreslog at donere det til et børnehjem der ligger i udkanten af Lagos, som der ikke modtager så mange donationer, på grund af den forholdsvist lange vej derud. Og så kom hun i tanke om Jennifer, der havde planlagt at skulle ud på netop det børnehjem denne lørdag, for at holde en lille fest for børnene. Men eftersom Magnus havde fået nogle knopper i hovedbunden og på panden som lignede skoldkopper mistænkeligt meget fredag aften, så tænkte vi, at børnehjemmet måske ikke ville blev så begejstrede over netop denne mulige donation. Vi besluttede derfor at det kun var mig der skulle tage derud for at også jeg fik chancen for at opleve den del Lagos, som Anne jo har oplevet da hun besøgte Lagos for en halv snes år siden.

Jeg blev hentet af Jennifer og hendes ene veninde omkring 11.30. Elviras chauffør Michael skulle køre os derud. På vejen skulle vi tanke op, købe en kage, hente 40 portioner ris og kylling og samle 2 personer yderligere op. Vi kørte af sted i Jennifers almindelige 5 dørs personbil. På vej derud holdt vi i store dele af tiden i kø på Lagos-Badagry Road, og da vi skulle have drejet fra vejen ved et bus-stop, kørte vi på grund af dårlig beskrivelse af ruten for langt, hvilket resulterede i to U-vendinger på den store vej. Den sidste af U-vendingerne kostede 50 Naira – to unge mænd havde fundet ud af at lave en forretning ud af at lægge brædder over rendestenen i midten af hovedvejen, sådan at bilerne kunne lave U-vendinger inden den rigtige U-vending, og dermed spare måske 5 minutter i køen. De havde et sømbræt liggende henover brædderne som blev fjernet ved betaling. Ret smart fundet på, efter min mening:) Efter at have krydset Lagos i hvad der føltes som et par gange, nåede vi endelig frem til børnehjemmet Compassionate Outreach Orphanage omkring klokken 4.

Børnehjemmet ligger på en bred grusvej i en lille flække i udkanten af Lagos, hvor bebyggelserne er adskilt af primært palmeskov og græs. Det er dog ikke ligefrem landlige omgivelser – så langt ude er det heller ikke. Da vi kommer ind igennem porten er der ingen børn. Et par af de ansatte hilser på os og byder os velkommen. Foran huset er der en lille legeplads med et par gynger og sådan en man kan sidde 4 børn på og dreje rundt om en centerpind. Tingene ser noget rustne ud, men bliver sikkert stadigvæk brugt. Børnene har vist fået besked på at holde sig tilbage, for lidt forsigtigt kommer der et par stykker frem fra højre side af huset. De virker glade for at se os. Vi pakker alle vores ting ud af bilen og går sammen med de andre om bag huset hvor der er lidt flere børn. Langsomt myldrer det stille og roligt ud med børn. Efter 10 minutter må vi have været fuldtallige – altså omkring 10 voksne og 30 børn. Børnene er spredt i alder fra 1½ til 15 år. De ældre tager sig tilsyneladende lidt af de yngre. Næsten alle børnene er glade og lader til at have set frem til dagen. En lille pige på vej mod de 2 år, er bange og nysgerrig over for mig – mon ikke jeg er det første hvide menneske hun har set. Børnehjemmet arbejder ikke med international adoption, så det er nok meget sjældent at der kommer hvide på disse kanter. Hun kom aldrig tættere på mig end en meters afstand. Andre af børnene var næsten ikke til at slippe igen. Jeg ved ikke om de tænkte at hvis de nu bare blev hængende ved mig, så tog jeg dem nok med, men tanken var ikke til at undslippe.

Vi startede med at puste balloner op og delte derefter maden ud til alle. Så blev der madro. Bestikket var af plastik, men lyttede man godt efter, hørte man lyden af 30 gnaskende børn. Herefter legede børnene stoledans og vi sluttede eftermiddagen af med den medbragte kage. Vi vinkede farvel til børnene og gik mod bilen.

Vejen hjem gik lidt hurtigere. Vi tankede igen og fik også lige en 50 Liters dunk diesel med til generatoren. På vejen hjem gik solen ned i vest, og trak lange skygger. Da vi nåede hjem, var det bælgmørkt.

Anne sad og hyggede med en bog på værelset da jeg kom indenfor. Lilleputten sov allerede, så det var en slukøret Søren der sagde hej til sin søn. Det bliver jo nok ikke sidste gang, desværre. Det havde været en hård dag uden strøm – også Salleras house var løbet tør for diesel.  Uden aircondition bliver der hurtigt varmt og fugtigt, så både Anne og Lilleputten var noget udkørte. Elvira var også kommet hjem. Vi spiste sammen med hele familien og sluttede af med noget kaffe inden også vi dejsede om i sengen.

Her er et kort over Lagos med indikationer af nogle af alle de steder vi har besøgt. Det kan være at nogle fremtidige adoptanter vil finde det interessant at kigge på.

View Lagos in a larger map