Swim champ

Om søndagen (24/5) stod vi sent op. Strømmen havde været der kortvarigt mellem 7 og 9, men var gået igen, og generatoren kørte ikke. Da vi gik ned i stueetagen, var der ingen mennesker. Vi spiste morgenmad uden at vide hvor de var taget hen. Senere kom de tilbage – de havde været til Chiomas (Elviras søsters) fødselsdag på en restaurant i estaten. Efter en lur og noget frokost tænkte vi at vi ville forsøge at tage Magnus med til swimmingpoolen hos Sharon nede ad vejen. Måske det ville hjælpe lidt på manglen på aircondition. Vi klædte om og traskede af sted.

Fremme ved poolen hoppede mor først i det lave vand. Hun tog derefter imod Magnus. Han virkede en smule beklemt ved situationen – men hvem ville mon ikke være det første gang. Så hoppede far i. Med to velkendte mennesker omkring ham virkede han mere tryg, og vi begyndte langsomt at sænke ham i vandet. Vandet var heldigvis ret varmt den dag, så han var positiv overfor det. Efter kort tid havde han hele kroppen nede, og så ud til at nyde det. Vi nød det også. Vi legede lidt med en bold og noget af hans plastiklegetøj og han slappede mere og mere af. Efter noget tid begyndte han at virke kold, så mor og søn satte sig op for at få varmen. Far svømmede et par ”baner” i den lille pøl. Der blev også taget et par billeder. Vi hoppede alle i igen og legede lidt videre. Da vi havde været der i omkring en time, var det tid for varmeapparatet, eller skal vi sige vanddunken til at traske hjem igen – han havde slugt en hel del vand, og lød hul når man slog forsigtigt på hans mave (ikke ulig lyden der kommer når den er fyldt med MME).

Da vi kom hjem var Magnus træt, så han blev puttet efter at være blevet skyllet ren for klor. Lidt i seks tog familien i kirke, så vi var igen alene og uden strøm. Da de kom tilbage, begyndte Elvira, Melissa og Rositta at tilberede mad til os alle i mørke. Strømmen var stadigvæk ikke kommet tilbage, og Alain kunne fortælle os at generatoren var i stykker, så han havde kontaktet mekanikeren. Vi spiste aftensmaden i stearinlysenes skær. Mekanikeren dukkede op senere på aftenen, men kunne ikke finde problemet, så natten tilbragte vi badet i sved.

Leave a Reply

*