Rejsen efter Magnus

Lige lidt ankomstinformationer.

Vi har tidligere sagt at vi ikke var sikre på hvor mange vi orkede at se i lufthavnen, men som det er nu, så er alle velkomne – der er absolut ingen tvang, men vi kunne godt forestille os, at der er nogen der gerne se os derude.

Vi tager herfra onsdag d. 3. juni kl  22:10  med flynummer LH 565. Vi lander i Frankfurt 4. juni kl 5:20 og vi flyver så fra Frankfurt kl 8:05 med flynummer LH3070 og lander i København kl 9:25.

Vi glæder os til at se jer alle  – I er alle savnet rigtig meget.

Ja, så kom den efterhånden længe ventede dag. Den dag hvor lillemanden skulle have taget billede til sit pas. Så onsdag morgen var vækkeurene sat til at ringe ganske tidligt, det kunne jo være at vores almindelige ur (alias Magnus Knudsen) ikke virkede denne morgen. Magnus var dog oppe og få dagens første flaske klokken 4:15, så mor kunne lige nå at få 30 minutter ekstra, inden vi skulle rigtigt op. Da vi skulle op, sov Magnus tungt igen, så der var tid til at mor og far kunne blive klar.

Chinasa skulle være her klokken 6:45, og vi var klar før hun var her. Det er nu utroligt hvor nem og samarbejdsvillig Magnus er. Af sted gik det i morgentrafikken, som dog ikke var særlig slem denne dag.  Vi ankom til paskontoret klokken 7:30 og ventede i bilen, indtil vi kunne komme ind. Klokken lidt i 8 blev portene lukket op og folk myldrede ind – vi var ikke de eneste. For alle der var fremmødt var der nu morgenbøn. Først med en morgensang, så en prædiken og så bøn, først for de kristne og efterfølgende for muslimerne – utrolig dejligt at opleve, at der kan være så stor en forståelse for hinandens religion og sameksistens. Efter endt bøn blev vi ledt gennem stier og gårdhaver hen til et andet sted vi skulle sidde og vente på at vi blev kaldt ind. En mand kom frem mellem tremmerne der var rundt om alle bygninger, så uvedkommende ikke kunne komme til. Han havde en stak sager i hånden og begyndte at råbe navnene op. Da han kom til os, kiggede han bare på os, og vinkede os frem – han skulle vidst ikke forsøge at udtale Knudsen foran så mange mennesker.  Vi kom ind bag de magiske tremmer – nu var vi sikre på at komme til i dag.

Vi kom ind i et ret lille rum, som gjorde det ud for både venteværelse og kontor. Langs væggene var der stole. Der var i alt 18 siddepladser, fordelt med stole der sad sammen 3 og 3. På de fleste af dem sad der 4, så vi har vel været 20 voksne og 20 børn. I det ene hjørne sad manden der havde kaldt os ind og ved siden af ham var endnu et bord sat op. Det var der man skulle om bagved, når pasfotoet skulle tages. På væggen bag stolen til fotosessionen havde man bare undladt at male – så var der jo en grå baggrund til pasfotoet. Der var varmt og rigtig meget larm fra børn og de voksne der skulle diskutere hvordan det hele skulle foregå. Det virkede meget kaotisk – men Magnus var sulten, så vi havde fokus på ham og fik lavet en flaske til ham, som han spiste med velbehag. Efter en time blev det for meget for lillemanden. Nu gad han ikke den larm og den varme, sveden løb af ham. Hans forældre sad og tænkte på en tur i den dejlige swimmingpool, som de var blevet snydt for dagen før. Magnus stak i et skrig som nu kun Magnus kan og lige pludselig skete der en hel masse i det lille rum og alle skulle skifte plads. Vi kom til at sidde lige ved skrivebordet ved siden af manden der havde alle sagerne liggende. Og efter os kom så de andre små børn i lokalet, og derefter de større børn – så tak til Magnus for at skrige på det helt rigtige tidspunkt. 15 minutter efter var det vores tur til at få taget billedet. Mor satte ham op på stolen, og han kunne sidde selv med kun lidt støtte fra mor, og billedet blev taget. Så kom der lige en dame, der mente at billedet ville blive meget bedre hvis hun holdt ham, men det gjorde det ikke. Hun kunne slet ikke holde ham. Han væltede rundt og billedet blev af Magnus der ligger vandret i luften. Så det blev det første forsøg der blev anvendt. Derefter blev der printet nogle papirer som Chinasa tog sig af og vi forsøgte at komme ud af rummet uden at træde på nogen af alle de børn der myldrede rundt på gulvet. Og så var det næsten hjemas. Lige bortset fra at Chinasa i første omgang lige skulle ordne noget og selv ville finde hen til kontoret. Da vi havde kørt i 5 minutter ringede hun og bad os om at samle hende op ved paskontoret igen. Hun skulle gerne hurtigt hen til kontoret, så hun kunne få ordnet vores pas, for som vi skrev, skulle vi have forlænget vores opholdtilladelse som er stemplet i vores pas. Udgiften for at få fornyet opholdstilladelsen kommer til at koste os 15.000 Naira ~ 600 DKR og så må vi se hvornår vores pas er klar. I værste fald bliver det dem vi kommer til at vente på for at kunne rejse hjem.

Da vi havde siddet 10 minutter i en go-slow uden at flytte os, tæt på LIFE kontoret smuttede Chinasa ud og gik resten af vejen – det ville gå hurtigere. Da hun var gået foreslog vores chauffør, at vi lige kiggede på de ting de sælger ved EKO Hotel. Han mente at det var en god idé – om ikke andet så for at have nogle priser at sammenligne med, når vi skal på Lekki marked igen for at ”handle ind”. Da det var lige på vejen, ja, så gjorde vi det. Vi købte ingenting – syntes det var noget dyre end det vi havde set på markedet. Og jeg syntes det lignede det der var hernede, da jeg 5 år gammel. Nogle af de ting der blev falbudt, så jeg ikke nogen steder, da jeg var her for ti år siden.

Hjemme igen spiste vi frokost og lillemanden tog en lur. Bagefter tog vi en tur i swimmingpoolen og en lur mere inden aftensmaden. Swimmingpoolen var rar, men ikke så sjov i dag. Vandet var vist lidt koldere end sidst og måske var det derfor Magnus ikke syntes det var så behageligt – det kan også være at han var helt udmattet efter at have været på paskontoret. Han formåede dog at finde ud af hvordan man meget effektivt sprøjter vand i hovedet på mor og far: Armen strækkes helt op og føres så med fuld fart ned i vandet – at vandet så rammer en selv er mindre heldigt, men der arbejdes på at udvikle teknikken.

Efter maden var der fodbold og tænk sig, det har gjort noget ved Søren at blive far. For det blev til fodboldskiggeri for både far og søn – en noget overrasket mor, så med fra sidelinjen.  Det var så dejligt at få lov til at være en del af familien der samlede sig foran fjernsynet. På gulvet lå husets teenager og lavede lektier, i sofaen sad to fædre, hver med en søn skødet, på en puf sad en anden søn og på en barnestol sad husets lille pige. Det gav et lille, men enormt dejligt indblik i, hvordan det bliver at være en familie (vi behøver ikke sige at vi glæder os til at komme hjem, vel?). Selv kokken var med. Inden kampen startede var der blevet indgået væddemål om kampens udfald – og kokken fik vidst lidt ekstra til sit bryllup, som er på lørdag d. 6. juni. Et lille beskedent et, ifølge kokken – der er kun 500 indbudte. Jeg fortalte at vi til vores bryllup havde inviteret 45, men at det i Danmark var et stort bryllup hvis der var over 120. Det fandt han vældig morsomt.

Klokken 21:30 blev prinsen lagt i seng og hurtigt derefter blev det også mor og fars tur til at sove – det eneste der bekymrede os da, var om alt ville falde på plads til afrejse på den efterfølgende onsdag. Det havde været en lang dag – en dag som vi havde ventet meget spændt på – hvorfor det er sådan, er vi ikke rigtigt klar over, da der jo ikke er noget juridisk – men det er ligesom det sidste inden vi kan vende næsen hjemad, os 3 sammen. Jo tættere vi kommer på afrejse, jo mere begynder vi også at indstille os på netop den dag – måske det også havde noget at sige.

Vi står op ved 8-tiden og udfører de efterhånden normale rutiner. Chinasa bad os underskrive et dokument til paskontoret dagen i forvejen, som Rositta er taget ind til hende med denne morgen. Vi afventer svar fra Chinasa om hvornår vi kan tage på paskontoret – hun skulle ringe om morgenen, men da hun endnu ikke har ringet med middagstid, ringer vi til hende. Hun var ikke nået så langt som planlagt, men hun lovede at hun ville nå det senere samme dag.

Til frokost fik vi noget kartoffel i hakket oksekød. I sig selv måske ikke så slemt, men det hakkede oksekød hernede har en spøgs bismag, så vi valgte at gå på den kinesiske restaurant om hjørnet når Magnus vågnede igen fra hans middagslur.

Efter frokosten gik vi hjem igen for at klæde om til at tage en dukkert i poolen hos Sharon. Men da vi kom derned var det desværre umuligt, da de netop havde hældt et kemikaliemiks i.

Da Chinasa endnu ikke havde ringet da vi kom tilbage fra Sharons house, forsøgte vi at ringe til hende igen. Det viste sig at være en god idé, for hun var løbet tør for kredit på sin telefon. Hun kunne nu fortælle at vi skulle tage af sted til paskontoret onsdag morgen klokken 7.00. Hun bad os om at arrangere kørsel fra hendes bopæl 6.30, således at vi kunne blive samlet op efterfølgende – hun havde jo ingen kredit. Vi ringede da bare til Mr. Moshood der er Elviras kontaktperson når det gælder kørsel. Han havde ikke selv tid, men ville sende en af hans chauffører.

Om aftenen ved middagsbordet spørger Alain os om hvornår vores visa-stempel fra lufthavnen udløber. Fuck tænker vi begge – vi havde svedt det ud, for vi havde godt tænkt da vi stod i lufthavnen at vi skulle nævne det for Elvira: da vi blev spurgt i lufthavnen om hvor lang tid vi regnede med at opholde os i Nigeria, svarede vi 4-8 uger hvorefter manden der havde spurgt os, gav os 1 måneds opholdstilladelse. Og det havde vi fuldstændig glemt. Så et godt råd til andre der skal igennem lufthavnen i Lagos er at sige ”2½ months”. Vores visa fra ambassaden i Stokholm rækker i 90 dage, så det er fuldstændig uproblematisk at svare 2½ måned. Da vi alligevel skulle mødes med Chinasa onsdag morgen, kunne vi ligeså godt vente med at gøre noget ved visa-stemplet før.

Lidt stressede over netop at have fået at vide at vi kunne komme på paskontoret, så det ville være muligt at nå det vi fly vi har billetter til onsdag den 3. juni, og samtidigt, at vi måske ikke ville være i stand til at komme igennem lufthavnen, gik vi i seng og forsøgte at sove. Magnus giver os heldigvis en del at lave, så den naturlige træthed hjalp os i søvn.