Skrigedyret

Det meste af dagen gik med at vente på en opringning fra skrædderen om hvornår hun ville komme med vores tøj og en anden opringning fra Chinasa om hvornår Magnus’ og vores pas ville være klar. Vi havde aftalt med Alain at vi ville gå ned at spise suya sammen med børnene om aftenen, så vi ville ligge Magnus til at sove tidligt, så han kunne vågne til når vi skulle af sted.

Det viste sig at vi skulle komme til at vente længe, for skrædderen ringede først klokken 16.15 om at hun var på vej. Hun var fremme 16.45 – midt i Magnus’ måltid på flaske, lige inden han skulle sove. Det er lidt irriterende at det er så svært at planlægge noget så simpelt som hvornår han skal spise, fordi Nigerianerne ikke kan finde ud af at lave faste aftaler. Men frem nåede hun, og tøjet passede som det skulle. Det er ikke det hele der er lige pænt, men for den pris er det udmærket.

Da klokken var næsten 18 og Chinasa endnu ikke havde givet lyd fra sig, ringede vi til hende. Hun kunne fortælle at hun havde fĂĄet at vide at vores pas ville være klar mandag, og snuskebassens det tirsdag. Det piblede frem fra øjenkrogen da vi havde lagt røret pĂĄ, og set hinanden i øjnene – et skridt nærmere.

Magnus sov ikke – men skrige det kunne han. Fra omkring 17 til vi sad nede ad vejen og spiste suya, skreg han i vilden sky hvert cirka tiende minut i nogle minutters varighed, og intet hjalp. Da vi havde rejst os fra bordet og næsten var på vej hjemad med skrigedyret, faldt han til ro, og snart derefter sov han. Puha. Vi ved godt at det ikke er sidste gang at vi kommer til at opleve ham sådan, men det her var første gang af den kaliber, og i hvert fald jeg, må indrømme at det var hårdt at se ham så ked af det.

Hjemme igen tog vi en kop kaffe og chokolade sammen med Alain. Mændene tog også en god skvis whisky. Lidt for god, for jeg vågnede dagen efter med hovedpine. Bagefter var det på hovedet i seng.

Skriv en kommentar