Efter frokost kørte vi til Goodies for at handle ind til at lave lagkage til Melissas fødselsdag. Hun blev 17 år. Vi købte samtidigt ind til at lave chokolademousse til Antoines fødselsdag – han havde to dage senere.
Vi var ved at løbe tør for Nairas, så vi startede med at køre hen for at veksle penge ved Federal Palace hotel. Derefter kørte vi forbi en butik (Colours of Africa) der efter Alains udsagn skulle have forskellige afrikanske ting af højere kvalitet end hvad man kan finde på markederne. Vi fandt dog ikke meget vi var interesserede i, og det vi fandt, var enten ekstremt dyrt eller for stort til kufferten. I Goodies fandt vi det vi skulle bruge til lagkagerne og lidt mere til. Derefter kørte vi hjemad. Da vi kørte omkring Bar Beach tæt ved Eko hotel på Victoria Island spurgte Michael om vi ville ud og kigge på vandet. Hvorfor ikke tænkte vi, og han parkerede bilen. Bølgerne var enorme og lyden skøn. Vi kiggede ud på skibene der lå for anker uden for Lagos Port og ventede i kø på at kunne komme ind i havnen. Vi kiggede over på Tarkwa Bay beach som vi besøgte kort for snart to, eller er det 3, uger siden. Tiden hernede spiller os et puds.
Da vi kom hjem igen, gik vi alle 3 i køkkenet. Melissa var ude at spise en sen frokost med nogle venner, så at vi lavede lagkage til hende blev en overraskelse. Vi blev skarpt fulgt af Adora og hendes kusine Goz’s øjne mens vi (læs Anne. Jeg sad med Magnus) kokkererede lagkagebunde og kagecreme. Mens det kølede af puttede vi Magnus. Så gik vi ned og piskede flødeskum og smeltede chokolade. Derefter lagde vi lagkagerne sammen. En med chokolade vendt i flødeskum og en med jordbær, kagecreme og flødeskum. Da vi var næsten færdige, kom Melissa ind ad døren, og så noget overrasket ud over kagerne.
Om aftenen blev lagkagerne spist til dessert til alle ganers nydelse. Ok, bortset lige fra kokken Isaya’s (eller the bushman som Alain kalder alle Nigerianere i flæng). Det var for sødt til ham. Vi havde lavet ”lidt” mere end nødvendigt, så næsten halvdelen blev sat i køleskabet til dagen efter. Melissa og Rositta spurgte ind til opskriften som vi lovede at skrive ned til dem – hvilket minder mig om, at jeg hellere må få oversat vores opskrift… Men der er vist heller ikke så meget mere at skrive om fredag:)