Sidder i lufthavnen

3. juni 2009

Vi sidder nu i lufthavnen og er på vej hjemad. Vi kørte forbi LIFE kontoret på vej til lufthavnen hvor alle vores 3 pas og officielle dokumenter lå og ventede.

Den sidste vej mod lufthavnen blev tilbagelagt med lidt knuder i maven. Vi glæder os afsindigt meget til at komme hjem til alle, og samtidigt er det mærkeligt at forlade det land som vi kun lige har lært at kende og holde af.

Immigration check med videre gik uden problemer. Flyet letter først om nogle timer, så der blev lige tid til at hoppe på det trådløse netværk herude.

Det ser virkelig ud til at vi kommer hjem torsdag morgen.

Kagebagedag

3. juni 2009

Efter frokost kørte vi til Goodies for at handle ind til at lave lagkage til Melissas fødselsdag. Hun blev 17 år. Vi købte samtidigt ind til at lave chokolademousse til Antoines fødselsdag – han havde to dage senere.

Vi var ved at løbe tør for Nairas, så vi startede med at køre hen for at veksle penge ved Federal Palace hotel. Derefter kørte vi forbi en butik (Colours of Africa) der efter Alains udsagn skulle have forskellige afrikanske ting af højere kvalitet end hvad man kan finde på markederne. Vi fandt dog ikke meget vi var interesserede i, og det vi fandt, var enten ekstremt dyrt eller for stort til kufferten. I Goodies fandt vi det vi skulle bruge til lagkagerne og lidt mere til. Derefter kørte vi hjemad. Da vi kørte omkring Bar Beach tæt ved Eko hotel på Victoria Island spurgte Michael om vi ville ud og kigge på vandet. Hvorfor ikke tænkte vi, og han parkerede bilen. Bølgerne var enorme og lyden skøn. Vi kiggede ud på skibene der lå for anker uden for Lagos Port og ventede i kø på at kunne komme ind i havnen. Vi kiggede over på Tarkwa Bay beach som vi besøgte kort for snart to, eller er det 3, uger siden. Tiden hernede spiller os et puds.

Da vi kom hjem igen, gik vi alle 3 i køkkenet. Melissa var ude at spise en sen frokost med nogle venner, så at vi lavede lagkage til hende blev en overraskelse. Vi blev skarpt fulgt af Adora og hendes kusine Goz’s øjne mens vi (læs Anne. Jeg sad med Magnus) kokkererede lagkagebunde og kagecreme. Mens det kølede af puttede vi Magnus. Så gik vi ned og piskede flødeskum og smeltede chokolade. Derefter lagde vi lagkagerne sammen. En med chokolade vendt i flødeskum og en med jordbær, kagecreme og flødeskum. Da vi var næsten færdige, kom Melissa ind ad døren, og så noget overrasket ud over kagerne.

Om aftenen blev lagkagerne spist til dessert til alle ganers nydelse. Ok, bortset lige fra kokken Isaya’s (eller the bushman som Alain kalder alle Nigerianere i flæng). Det var for sødt til ham. Vi havde lavet ”lidt” mere end nødvendigt, så næsten halvdelen blev sat i køleskabet til dagen efter. Melissa og Rositta spurgte ind til opskriften som vi lovede at skrive ned til dem – hvilket minder mig om, at jeg hellere må få oversat vores opskrift… Men der er vist heller ikke så meget mere at skrive om fredag:)

Skrigedyret

3. juni 2009

Det meste af dagen gik med at vente på en opringning fra skrædderen om hvornår hun ville komme med vores tøj og en anden opringning fra Chinasa om hvornår Magnus’ og vores pas ville være klar. Vi havde aftalt med Alain at vi ville gå ned at spise suya sammen med børnene om aftenen, så vi ville ligge Magnus til at sove tidligt, så han kunne vågne til når vi skulle af sted.

Det viste sig at vi skulle komme til at vente længe, for skrædderen ringede først klokken 16.15 om at hun var på vej. Hun var fremme 16.45 – midt i Magnus’ måltid på flaske, lige inden han skulle sove. Det er lidt irriterende at det er så svært at planlægge noget så simpelt som hvornår han skal spise, fordi Nigerianerne ikke kan finde ud af at lave faste aftaler. Men frem nåede hun, og tøjet passede som det skulle. Det er ikke det hele der er lige pænt, men for den pris er det udmærket.

Da klokken var næsten 18 og Chinasa endnu ikke havde givet lyd fra sig, ringede vi til hende. Hun kunne fortælle at hun havde fået at vide at vores pas ville være klar mandag, og snuskebassens det tirsdag. Det piblede frem fra øjenkrogen da vi havde lagt røret på, og set hinanden i øjnene – et skridt nærmere.

Magnus sov ikke – men skrige det kunne han. Fra omkring 17 til vi sad nede ad vejen og spiste suya, skreg han i vilden sky hvert cirka tiende minut i nogle minutters varighed, og intet hjalp. Da vi havde rejst os fra bordet og næsten var på vej hjemad med skrigedyret, faldt han til ro, og snart derefter sov han. Puha. Vi ved godt at det ikke er sidste gang at vi kommer til at opleve ham sådan, men det her var første gang af den kaliber, og i hvert fald jeg, må indrømme at det var hårdt at se ham så ked af det.

Hjemme igen tog vi en kop kaffe og chokolade sammen med Alain. Mændene tog også en god skvis whisky. Lidt for god, for jeg vågnede dagen efter med hovedpine. Bagefter var det på hovedet i seng.