Rejsen efter Magnus

Som lovet kommer her en længere update, da vi ikke har skrevet fra i søndags og frem. Der har ikke været adgang til internettet i weekenden, så det er derfor vi ikke har skrevet på vores blog.

Søndag morgen var vi i kirke sammen med Elvira, hendes mand Alain, to af deres døtre og en af niecerne. Det er den kirke Elviras familie besøger hver søndag. Den ligger i det sikrede område på Lekki Island der kaldes Lekki Phase 1 (i daglig tale: The estate) hvor også Salleras house ligger – altså der hvor vi bor. Kirken er katolsk og der afholdes 3 gudstjenester på søndage. En klokken 8, den vi var til klokken 10 og så en igen klokken 18. Gudstjenesten var noget mere festlig end man oplever den i en dansk kirke – katolsk eller protestantisk – og der var næsten fulde huse, altså sikkert mere end 500 mennesker. Der blev både spillet orgelmusik og mere rytmisk musik af et orkester på omkring 10 mand.

Bagefter kørte vi tilbage til Salleras house og regnede egentlig med at skulle ud at spise frokost på en kinesisk restaurant i det sikrede boligområde sammen med familien og nogen besøgende. Men de besøgende blev så forsinkede (Nigeriatid), at frokosten blev indtaget i huset i stedet for. Senere tog vi sammen med nogle af børnene og Elviras søster og hendes børn ind til søsterens kollega der bor i et boligkompleks på Victoria Island med en stor swimmingpool og hyggede os til ud på eftermiddagen i og omkring poolen.

Da vi kom tilbage spiste vi aftensmad med Alain og en anden af Elviras søskende. Den bestod af krabber kogt i vand med masser af ingefær og hvidløg og noget salat ved siden af. Uhmmmm. Bagefter tog vi en kop kaffe med Alain. Adora og jeg sad og spillede et computerspil på min pc. Efter noget tid, kom Elvira hjem. Hun havde været til et møde om et af de projekter hun deltager i (der er vist mange).

Da vi gik i seng søndag aften var det med bevidstheden om at det måske var den sidste aften som to. Elvira havde, selvom børnehjemslederen havde bedt hende om ikke at fortælle det, fortalt at hun regnede med at vi kunne få Magnus med om mandagen. Vi havde aftalt med Elvira at vi skulle køre med hende klokken 8.30 mod hendes kontor hvor vi skulle sidde og vente til 10.30 imens hun skulle deltage i nogle møder, hvorefter vi sammen med hende og Utibe der er en anden ansat ved LIFE Foundation skulle tage ud til børnehjemmet hvor vi skulle være klokken 11.00.

Mandag stod vi op klokken 6.30 for at kunne nå at pakke pusletaske. Vi pakkede pusletaske efter at have været i bad og spist morgenmad. Med forventning om at kunne tage Magnus med, var det nødvendigt at pakke til at risikere at sidde fast i nogle timer i trafikken, så der blev pakket mælkepulver og kogende vand og skulle have været dobbelttjekket, men klokken 8.10 bankede det på døren til vores værelse.

Det var Rositta der er husets barnepige der bankede på for at fortælle os at Elvira og hendes chauffør sad i bilen. Elvira var kommet i tanke om at vi havde aftalt at skulle køre med hende, i sidste øjeblik. Vi skyndte os at samle vores ting. Trafikken var lidt trægere end den havde været i weekenden, men vi nåede ind på kontoret 8.45. Her sad vi så og ventede på at Elvira fik ordnet de ting hun skulle ordne.

Elvira var færdig med hendes gøremål allerede 9.15, så vi gik ned til bilen for at køre mod børnehjemmet. Men vores chauffør, Michael, var pist væk og tog ikke sin telefon. Vi ventede i lobbyen på at han kom tilbage. Imens kontaktede Elvira børnehjemslederen, og fandt ud af at hun havde mistet en i familien, så hun måtte udsætte vores aftale til om eftermiddagen (klokken 16).

Vi ændrede derfor vores planer: Elvira ringede og fik u-aflyst et møde klokken 10.30 og vi ville prøve at tage en tur i et indkøbscenter (Mega Plaza) sammen med chaufføren. Et indkøbscenter som Anne har været i da hun var her for 10 år siden. Inden vi nåede til Mega Plaza skulle vi sætte Elvira af ved hendes mødeaftale, og på vejen slog vi et smut forbi en kristen boghandel – Elvira skulle købe nogle bøger.

Mega Plaza var lavet meget om på grund af en brand på de øverste etager nogle år tilbage, så det var ikke helt det samme og blev derfor hurtigt overstået. Vi fandt ud af at bruge tiden til at tage på Lekki marked. Der var mange interessante ting, men vi var der kun for at kigge – vi kommer tilbage en anden dag. Det var godt at besøge det mens vi stadigvæk var uden Magnus, da vi ikke kan tage derud med Magnus på grund af reaktionerne fra folkene på markedet over at se hvide mennesker med sorte børn.

Efter markedet tog vi sammen med Michael på et Nigeriansk fastfood-sted der både sælger amerikansk fastfood og traditionel Nigeriansk mad. Nysgerrige som vi er når det gælder mad, forsøgte vi os med det Nigerianske – det gik også meget godt, bortset lige fra det ko-ben (faktisk ko knæ) vi fik bestilt. Det kom med hud og hår i en ellers god sauce. Det er sandsynligvis en delikatesse hernede, men hverken Anne eller jeg kunne overvinde os til at spise det. Godt det samme, for Michael så ud til at nyde det – han kunne vist ikke bære tanken om at det bare blev smidt ud.

Da vi var mætte vendte vi bilen mod Elviras kontor for at vente på hende, så vi sammen kunne tage ud til børnehjemmet. Hun var først tilbage 15.45, så vi var noget nervøse for om vi kunne nå derud. ”Dont worry”, sagde Elvira. ”It’s Nigerian time”. Jeg forklarede hende at vi nogle dage forinden havde fået at vide at vi skulle være på børnehjemmet ”11 sharp”. Hvortil hun svarede: ”Ahh – But that just means that shouldn’t be there before 11”. Så véd man da det 🙂 Vi nåede ud på børnehjemmet 16.15 og fik at vide at børnehjemslederen var nede på skolen. Hun driver både børnehjemmet og en lille skole for handicappede børn.

Da vi kom derned sad hun og talte i telefon, så vi blev vist rundt af Elvira. En del af skolen var ved at blive sat i stand, men der virkede hyggeligt. Der var desværre ingen børn da vi var der, så dem måtte vi forestille os. Efter at vi var blevet vist rundt, satte vi os på hendes kontor på skolen. Hun startede med at spørge hvornår vi ville have ham med! Vi ville jo gerne have ham med nu, men vidste ikke helt hvad vi skulle se. Det kunne hun godt se. Hun foreslog at vi kunne få ham med om et år (med et stort smil). Så sagde hun at vi kunne få ham med i dag, men at hun og de andre på børnehjemmet ville have svært ved at give slip på ham. Derefter snakkede vi kort om Magnus, hvordan han var kommet til børnehjemmet, generelt om adoption, om Nigeria, om børnehjemmet og om skolen. Vi fortalte at vi sandsynligvis ville vende tilbage til Nigeria om nogle år for at for en bror eller søster til Magnus eller om ikke andet, så for at vise Nigeria til Magnus.

Da vi havde siddet der, og snakket færdigt, fortalte hun at Magnus var på vej…

Fortsættelse følger

Bare lige en hurtig hilsen til alle. Vi har det godt – alle 3. Vi er nemlig sammen nu. Vi fik Magnus med fra børnehjemmet efter at have talt med lederen af børnehjemmet klokken 16 (Nigeriatid) – 17.30 dansk tid (got it?).

Magnus var meget varm, så vi tog hans temperatur da vi kom hjem ved 7-tiden. Han havde feber så vi tog ham til lægen. Nu er vi i gang med med medicinering for malaria (det er kotume når et barn har feber) og lungebetændelse. Så det var godt vi kom afsted. Man kan åbenbart ikke blive forældre uden at besøge doktoren.

Det var alt for nu. Regnen siler ned så strømmen eller internettet går nok snart og Magnus skal have mad om 2½ time, så vi må hellere se at få noget søvn.

Knus, Anne & Søren

I går stod vi op klokken 8 og spiste morgenmad. Vi var på børnehjemmet 10.10 og måtte vente til klokken 11.00 med at se Magnus igen. Samtidigt fik vi at vide at vi kun kunne se ham til klokken 12 – vi havde regnet med første at tage af sted noget senere, så vi blev en smule skuffede. Da klokken var blevet 11 blev vi ledt ind på børnehjemslederens kontor. Kort efter kom en af hans plejere ind og sagde at han stadigvæk sov, så vi måtte vente lidt endnu.

Da klokken var blevet 11.15, gik døren op, og ind kom Magnus på armen af hans plejer. Vi sad med ham indtil klokken 12.00. Magnus var noget mere oppe på mærkerne. Det hjalp nok også noget, at vi fik lov at sidde alene med ham på kontoret. Efter lidt at have siddet lidt med ham, oplevede vi hans første smil i vores nærvær. Mor sagde sjove lyde. Han ville også meget gerne have fat i mors briller, men han fik kun lov til at fedte dem lidt til. Nu vasker hun dem aldrig mere. Fars næse var stadigvæk yderst interessant. Vi er ikke sikre på om han genkendte os.

Da vi var kommet tilbage fra børnehjemmet spiste vi frokost med Alain (Elviras mand) og et par af deres børn. Herefter gik vi en tur rundt i nabolaget og så på store villaer og beboede byggetomter.

Da vi kom tilbage spurgte Elvira om vi havde lyst til at tage med ud til hendes søster. I første omgang troede vi at det var den samme søster som vi havde besøgt dagen før, men det viste sig at være en anden. Hun var godt nok ikke hjemme, men så kørte vi over til hende vi havde besøgt dagen i forvejen. Hun havde lavet en traditionel Nigeriansk ret bestående efter eget udsagn af palm kernel, swordfish (nej ikke sorted fish, Jakob) and goatmeat and an herb similar smelling like oregano. Men for at være sikker på at der var noget vi kunne spise, blev retten til børnene også sat på bordet. Det var en kylling i tomat-agtig ting. Begge retter blev serveret med ris og frugt ved siden (vandmelon og ananas – uhhmmm). Det smagte rimelig spøjst, men vi spiste det. Bagefter sad vi lidt og ventede på at børnene blev færdige med at spise – der var ikke plads til os alle ved bordet på en gang. Da de var blevet færdige kørte vi ud til en anden søster for at hente et par piger der skulle sove i ”vores” hus. Derefter gik turen hjemad på den nok mest bumlede vej vi nogensinde hat set – der har nok været forskelle på en lille meters penge på top og bund – vi følte at vi kørte på en byggeplads – godt vi var en firhjuler.

Dagen i dag startede på sædvanligvis med bad og ristede toastbrød – i dag med smør ( Lurpak (med arabisk skrift)) på. Herefter lidt ventetid inden Michael (husets chauffør) kom tilbage sammen med Alain i sidste øjeblik for at nå til børnehjemmet til klokken 11.00. Vi nåede det lige, men det var på et hængende hår og havde der været nogen nævneværdig trafik, havde det ikke gået.

Vores time med Magnus var igen i dag fantastisk. Vi sad alene med ham, ligesom i går, på Mrs. Adedoyins kontor. Han var ret søvnig da vi fik ham i armene, og fortsatte med at være det, selvom han viste stor interesse for legetøj og næser. Han nød også at putte sig ind til os så sødt, med hans tommelfinger i munden men hans kløede sig i øjnene med de resterende fingre. Det var svært at skulle give slip på ham i dag, på trods af at klokken faktisk blev 12.15 inden vi blev afbrudt. Måske var det med tanken om at der ville gå to døgn inden vi skulle se ham igen, måske var det med tanken om at vi er hans forældre, måske er det med tanken om at vi ville være bedre i stand til at sørge for at han fik noget at spise, måske er det med tanken om at han skal ligge imellem os i vores seng, måske, måske, måske…

Da vi vendte tilbage regnede vi med at skulle mødes med Elviras søster der ville tage os med til et bryllup, men hun var hurtigt ude af døren efter at have været forbi til en gang ugentlig massage i huset, så vi nåede ikke at få spurgt ind til det. Øv øv. Det havde været spændende. Senere fandt vi ud af, at hun ikke selv havde taget af sted. Til gengæld havde vi en super hyggelig dag i swimmingpoolen i Sharons house lidt længere nede ad gaden sammen med Adora fra ”vores” familie og Goz og Olachioma der er Elviras niecer. Efter at være kommet hjem derfra drak vi kaffe med Alain, Anne gik en tur sammen med ham og Goz mens Søren hyggede sig hjemme med spil sammen med Alochioma.

Her til aften har huset være fuld af gæster. En genbo Elvira ikke havde set i et år kom forbi, og en gammel veninde fra jurastudiet lagde også vejen forbi – hun og hendes mand var netop vendt tilbage fra at have arbejdet i noget tid i London. Elvira skulle også lige afse tid til at fortælle om adoption til et Nigeriansk par der havde besluttet sig for at adoptere.