Rejsen efter Magnus

Søndag morgen. Den 10. maj. Stille og rolig – vi har ikke de store planer. Morgenmaden ændrer sig ikke fordi at det er weekend. Det er lidt sjovt at det er det samme alle ugens 7 dage, ingen variationer der. Den bliver indtaget på skift efterhånden som de forskellige i familien vågner. Fjernsynet kører på børneprogrammer uden for vores dør på fuld styrke. Magnus er heldigvis ligeglad med de forskellige lyde der er hernede. Er dog ret overbevist om at der er to her, der vil mene at deres lejlighed hjemme i Køge er meget stille efter opholdet hernede – tror ikke at Søren bliver i stand til at høre summen fra fyrrummet mere. Vores rutine er efter hånden blevet sådan at når Magnus vågner så får han en flaske (sølle små 215mL!!) og så er han vågen i de næste 2-3 timer hvor der leges eller snakkes, eller hvad vi nu kan finde på, så får han en flaske til, for så at sove i 2-3 timer og så starter vi forfra igen. Det er næsten det samme hele døgnet igennem, men om natten kan han godt sove lidt længere og der er han ikke vågen for at lege mellem flaskerne.  Det er tit at klokken når at blive 10-11 inden vi kommer ned til morgenmaden. Det passer så meget godt for os, for så bliver frokosten også sen og så er der ikke så lang tid til aftensmaden ved 8-9-tiden:-) Det er svært at skynde sig, når der er så meget at nyde. Tror vi begge har det rigtig godt med at være sammen med Magnus. Så godt at det er svært at forlade ham bare for at gå i bad.  Ofte når vi har fået morgenmad passer det med at Magnus skal sove, så vi går op igen.

Det bliver frokosttid om søndagen. Elvira sidder alene ved frokostbordet da vi kommer derned og vi sidder og taler lidt med hende. Hun fortæller at de planlægger en tur til Lekki Conservation Centre og spørger om vi vil med – det vil vi! Vi skal så skynde os at gøre os klar, så vi kan nå at komme af sted, så familien kan nå at være tilbage til at nå i kirken klokken 18. Vi får hurtigt styr på tingene og fundet det rigtige tøj til jungleturen frem. Vi går ned i stuen for at vente på familien. Vi kommer dog til at vente næsten en time på at vi skal af sted, men af sted det kommer vi.

Fordelingen til turen rundt i skoven hedder; Søren har kameraet og Anne har Magnus. Og hvordan har man så lige sin søn på 8 måneder med? Det er jo ikke lige fordi en vogn kan komme rundt? Jo, man bruger da sin slynge. Den er vidunderlig. To timer igennem skoven, hvor der er rigtig mange aber og der indtages også en flaske i slyngen mens vi går – kan det være nemmere? Oplevelsen af livet i skoven var fantastisk. Vi gik rundt på en bro cirka 1 meter over bunden af skoven på det meste af turen rundt. Vi var 9 mennesker der gik og hviskede til hinanden for ikke at skræmme dyrene væk. Snart fik den ene øje på en abe i krattet, snart pegede en anden på en abe der hoppede fra gren til gren, og var væk et øjeblik senere. Vi gik forsigtigt fremad og var hele tiden påpasselige med ikke at træde på blade og kviste på gangbroen. Da vi gik i skovbunden hjalp vi hinanden fremad igennem pytterne – det var ikke alle der havde taget sko på til det meget våde miljø. Også her var det tydeligt at det har regnet meget på det seneste.

Undervejs på turen sked Magnus så det kunne så lugtes af alle der var med:-) Forældrene havde måske nok husket flasken, men havde da ikke lige overvejet at når der kommer noget ind, ja så skal der jo også noget ud for at være plads… Og da turen var færdig, så havde han altså lort overalt. Så han fik skiftet ble ved bilen inden vi tog hjem – han måtte dog nyde turen hjem uden andet end bleen på – god grund til at vi ikke kunne tage med til gudstjeneste i kirken.

Hjemme begyndte vi på at lave pizza, som vi havde lovet familien. Det gik også fint på trods af at der ikke var så meget mel, ingen deciliter mål eller vægt og kødet var frosset. Efter en times arbejde i køkkenet mens Magnus sov på værelset, var der 5 pizzaer klar til at komme i ovnen. De tre første kom ind efter at Alain havde tændt for gassen i ovnen. Vi kunne dog ikke helt forstå hvorfor de ikke blev mere stegt end de gjorde – det viste sig at der ikke var mere gas. Ydermere, så var der heller ikke nogle flasker til at skifte ud med… Så nu er der vidst ikke noget vi ikke har prøvet at løbe tør for her i Nigeria! Elvira og Alain fandt imidlertid noget mad der kunne varmes i mikroovnen og så var aftensmaden redet.

This entry was posted on tirsdag, maj 12th, 2009 at 23:50 and is filed under I Nigeria. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.